Hundredtusindvis af mennesker blev hjemløse da cyklonen Mocha for en uge siden ramte landet med 250 kilometer i timen. Mission Øst yder katastrofehjælp til det fattige Marafolk.
Flere hundredtusinder er blevet hjemløse i Myanmar efter cyklonen Mocha ramte landets vestkyst den 14. maj. Også Chinstaten, hvor Mission Øst støtter Marafolket, er hårdt ramt.
Blot i byen Lailenpi, hvor partnerorganisationen Mara Evangelical Church har hovedkvarter, er 204 huse blevet ødelagt og gjort over 1000 mennesker hjemløse. Også 19 offentlige bygninger er ødelagte, heraf byens skoler og kirker.
– Det er en katastrofe for disse mennesker, som i forvejen er utroligt sårbare. Snart rammes regionen af kraftig monsunregn, og så er det altafgørende for befolkningen at kunne søge ly, udtaler Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen.
Mission Øst sender 100.000 kroner afsted for hurtigt at skaffe husly til de hjemløse familier.
FN advarer om, at det er en kamp mod tiden, hvis ikke folk skal smittes af vandbårne sygdomme. Hundredtusinder har mistet deres hjem og adgang til rent vand og sundhedsydelser. Mange er i forvejen underernærede, nogle er syge og døjer med handicap og et utal må udholde en usikker tilværelse som fordrevne i flygtningelejre.
Omkring 1,6 millioner mennesker er påvirket af cyklonen, der regnes for den mest voldsomme i Myanmars historie. Orkanen ramte især de fattige provinser Rakhine, Chin, Magway, Sagaing og Kachin med en stormstyrke på 250 kilometer i timen.
Marafolket i Chinstaten er ekstremt fattige og har brug for al den hjælp de kan på for at kunne brødføde sig selv. Derfor har Mission Øst gennem 10 år uddannet befolkningen i at dyrke varieret og bæredygtigt med respekt for naturens ressourcer. Organisationen støtter også en skole, hvor bæredygtigt landbrug er en del af pensum, så næste generation på sigt kan føre folket ud af fattigdom.
Mission Øst har ydet udviklingshjælp til Marafolket siden 2013. De 100.000 kroner fra Danidas fleksible midler sendes afsted som akut nødhjælp. Nu samles yderligere ind til at Marafolket kan overleve cyklonens hærgen og komme på fode igen.