Ramhari Acharya mistede sin kone, sit hus og sin arbejdsplads, da en flodbølge skyllede ned gennem dalen i det nordlige Nepal. Alligevel vendte han om og vadede ud i vandet igen og igen. Det samme gjorde hans 13-årige søn.
Fortalt til Peter Drummond Smith, redigeret af Sara Elisabeth Nedergaard/Mission East
Han nåede at løbe to gange den morgen.
Første gang, da varslerne lød uden for kommunekontoret i Uttargaya. Anden gang, da han og kollegerne opdagede, at vandmuren på vej ned gennem dalen var langt højere, end nogen havde forestillet sig.
Og da han først var i sikkerhed, vendte Ramhari Acharya om og gik tilbage mod vandet.
Igen og igen vadede den 52-årige embedsmand ud i den rivende strøm og trak mennesker i land, som ellers var blevet revet med. Omkring 20 nåede han at redde.
Han vidste endnu ikke, at hans kone ikke var blandt dem, der slap væk.
Den 26. august 2026 kollapsede en del af en gletsjer i Himalaya tæt ved grænsen mellem Nepal og Kina. Sammenbruddet udløste et skred, der spærrede en flod – og da den naturlige dæmning brast, sendte den en mur af vand, is og sten ned gennem Trishuli-dalen. Ifølge nepalesiske myndigheder er mindst 1.386 mennesker bekræftet døde, og mere end 5.100 er fortsat savnede (opgjort 12. september).
Ramhari Acharya er kommunalt ansat sekretær for lokalområde fem i Uttargaya landkommune i Rasuwa-distriktet. Dermed er han den øverste civile embedsmand på det mest lokale niveau i det nepalesiske styre – manden, folk henvender sig til, når noget går galt. Han var netop vendt tilbage på arbejde efter en operation i armen og en måneds sygemelding, da flodbølgen kom.
Kontoret, han flygtede fra, findes ikke længere. Uttargayas kommunebygning er blandt de offentlige bygninger, der blev skyllet helt væk. Det samme gælder hans eget hus – og alt, hvad familien ejede.
Hun løb tilbage efter sin mobiltelefon
Ramharis kone nåede ud af huset. Men da vandet nærmede sig, løb hun tilbage efter sin mobil. Både hun og huset blev revet med af strømmen.
I tre dage ledte han efter hende. 18 dage efter katastrofen har han stadig ikke kunnet holde en begravelse, for hendes krop er aldrig blevet fundet.
“Jeg har opgivet håbet om at finde hende. Jeg ved, at hun må være død,” siger han.
I stedet har han kastet alle kræfter ind i arbejdet som embedsmand: at skaffe husly til dem, der har mistet deres hjem, og sikre, at de efterladte har det, de skal bruge for at overleve. Parret har to sønner – en på 13 og en voksen. Begge overlevede.
Mens han fortæller, står tårerne i øjnene på ham. Han fortalte, at det er svært at rumme en tragedie af den her størrelse; ikke kun hans egen, men alle de menneskers, han kender og arbejder sammen med. Han fortalte også, at han ikke vil lade sig overvælde og give op midt i det hele, men at han bliver nødt til at blive ved.
Den 13-årige søn trak fire klassekammerater op af vandet
Ramharis 13-årige søn slap også selv væk fra flodbølgen. Men han stoppede ikke der. Drengen fik trukket fire af sine skolekammerater op af vandet og er siden blevet hyldet i nepalesiske medier for sit mod.
Da vandet trak sig tilbage, troede den unge dreng, at begge hans forældre var døde. Ramhari ledte desperat i fire timer, før far og søn fandt hinanden igen.
Efter fire dage sammen besluttede Ramhari at sende sønnen væk fra det ødelagte område – hen til sin bror og drengens fætre og kusiner, langt fra de flodramte omgivelser.
Et lokalsamfund uden strøm, mad og husly
De første døgn efter katastrofen var kaotiske for hele lokalsamfundet.
“Der var ingen strøm, og næsten alle her laver mad på el. Selv de familier, der ikke var ramt af vandet, kunne ikke hjælpe med at brødføde de overlevende,” siger Ramhari.
Strømmen er siden vendt tilbage – men var igen væk i 12 timer efter et uvejr natten før dette interview.
Sammen med det lokale styre har Ramhari koordineret mad, sengetøj, tøj og køkkengrej til de familier, der er drevet fra hus og hjem. Hjælpen er kommet fra både lokale og internationale organisationer. En skole i området er omdannet til opholdscenter, men den er allerede fyldt. Ramhari håber, at familierne fra nabolokalområde fire snart kan vende hjem, så der bliver plads til resten – og til, at der igen kan være undervisning.
På lidt længere sigt – indtil folk kan bygge midlertidige eller nye huse – arbejder han på flere spor samtidig: opholdscentre, offentlige bygninger og værelser til leje. Nogle familier flytter formentlig helt væk fra området. Andre kan leje sig ind hos andre, hvis de har kontanter til det.
“Ingen skal sove udendørs. Det er min prioritet,” siger han.
Når kroppen aldrig bliver fundet, slår systemet fejl
Ramhari peger på, at de gældende regler og retningslinjer ikke er skruet sammen til en katastrofe af denne størrelse.
“Vi må for eksempel ikke købe jord til at genhuse de familier, der har mistet deres hjem. Og når liget kke er fundet, kan de efterladte ikke få udstedt en dødsattest. Så kan de hverken gøre krav på forsikringen eller få adgang til den afdødes bankkonto,” siger han.
Det gælder også hans egen familie.
