I dag er det international velgørenhedsdag, og i den anledning vil vi huske på vigtigheden af at hjælpe sårbare mennesker. Derfor deler vi historien om Marzpet fra Armenien. Læs med nedenfor!

Ord. De flyder tankeløst ud af munden på de fleste, som et vandfald flyder ned ad en klippe. Men sådan er det ikke for alle.

Det her er historien om drengen, der aldrig før har sagt et ord til et menneske, indtil han fandt sin stemme.  

På toppen af et bjerg i Tavush Marz i det nordøstlige Armenien, bor 9-årige Marzpet i en ydmyg hytte sammen med sine forældre. Langt fra al civilisation. De eneste bekendtskaber Marzpet har, udover sine forældre, er familiens dyr: køer, heste og høns. Indtil for nylig havde Marzpet kun åbnet munden for dyrene som dermed var de eneste vidner til hans stemme. 

Vores partnerorganisation Bridge of Hope, der arbejder med børn med udfordringer i de fjerneste egne, blev opmærksom Marzpet og sørgede for at han fik en plads i en folkeskole i den nærmeste landsby. 

Det startede med ét ord

Da han først trådte ind i skolegården, var han utrolig genert, og heller ikke her talte han med nogen. Men så en dag skete det! Med Marzpets egen indsats og opmuntring fra Bridge of Hope, fandt det første ord vej til et menneske. Så lød det næste, og så det næste. Det er et stort skridt for Marzpet, som nu tilpasser sig et nyt miljø og for første gang lærer at kommunikere med andre mennesker. 

Hans sproglige udvikling er et tydeligt bevis på, hvor langt mennesker kan komme med en stærk velvilje, den rette støtte, uddannelse og relationer. 

Tillykke med stemmen, Marzpet! Vi glæder os til at høre dig bruge den, og vi hepper på alle andre børn som gennemgår lignende udfordringer. 

Vi deler historien i anledning af International Velgørenhedsdag, der minder os om vigtigheden i at hjælpe mennesker, der har særligt brug for det.