Mission Østs lokale partner Zarshedabonu har modtaget ”guldmedalje” af Tadsjikistans ministerium for social beskyttelse. Generalsekretær Betina Gollander-Jensen indvier nyistandsat børnecenter.
Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen er på rundrejse i Tadsjikistan for at tilse Mission Østs hjælpearbejde blandt børn og unge med handicap. Her fortæller hun fra sit første besøg i byen Kulob, hvor hun mødte den lokale partner Zarshedabonu, indviede byens Child Rehabilitation Centre og mødte forældregruppen til de børn med handicap, som får hjælp i centret.
Betina Gollander-Jensen fortæller:
– Dagens besøg gik til Kolub, hvor Mission Øst har støttet den lokale organisation i mere end 10 år med at skabe bedre vilkår for nogle af de fattigste børn med handicap. Faktisk er Zarshedabonu blevet så dygtige, efter at Mission Øst har trænet og støttet dem i det specialiserede arbejde, at de har modtaget en “guldmedalje” af Tadsjikistans ministerium for social beskyttelse.
– Dagen i dag var en festligholdelse, hvor børnecentret Child Rehabilitation Centre skulle genindvies efter renovering, som Mission Øst har betalt omkostningerne til. Jeg var med til at åbne det nyistandsatte center sammen med henved 100 børn i forskellige aldre, de lokale myndigheder og den lokale partner.
Betina Gollander-Jensen fortsætter sin rejse rundt i landet og fortæller frisk nyt fra Mission Østs hjælpearbejde. Mission Øst har arbejdet i Tadsjikistan siden afslutningen på borgerkrigen i 1997 – først med akut nødhjælp, så med vand, sanitet, levebrød og katastrofeforebyggelse, siden for at fremme rettigheder for sårbare befolkningsgrupper og inkludere personer med handicap i skole og samfund.
Billede: Betina Gollander-Jensen besøger rehabiliteringscentret for børn med handicap i Kulob.