Det tager tid at hele sår og genoprette tillid til andre mennesker efter krig. Derfor er Mission Østs medborgercentre i Irak så vigtige. For her kan ofre for vold og voldtægt få hjælp og genfinde normalitet, fortæller programchef Sana Basim.
Krig går altid ud over civile. Kvinder og børn særligt udsatte. Når værdier går i opløsning, stiger forråelsen i samfundet, og det tager lang tid at genoprette ro og orden efter konflikt eller langtrukken krise.
Sådan er det også i Irak efter årtiers krige og uroligheder og de senere års terror fra ISIS.
Derfor har sikkerhed høj prioritering for Mission Øst i Irak. Kvinder og børn, der er blevet slået, voldtaget og tortureret, har brug for hjælp med det samme. Og der er brug for at forebygge, at noget lignende sker igen. Hele samfund skal kunne vende tilbage til en så normal hverdag som muligt.