Fotoklubber og fotoentusiaster inviteres til et fotoprojekt med fotojournalisten Mikkel Hørlyck
Projektet “Styrke og håb i fællesskaber: Fra Syrien til Danmark” er blevet til baseret på en dokumentarfotoserie fra Syrien i 2025 af konfliktfotojournalist Mikkel Hørlyck. Billederne fra Syrien skildrer hverdagsliv, fællesskaber og modstandskraft og danner rammen for et dansk fotoforløb, vi, gerne vil invitere jer med til.
Styrke og håb er et tema, vi ønsker at dykke ned i for at skabe en visuel kobling mellem Syrien og Danmark. For hvordan ser styrke og håb ud i to forskellige virkeligheder? Og hvordan ser det ud gennem forskellige kameralinser?
Workshop med Mikkel Hørlyck
Forløbet starter med en workshop, hvor vi først og fremmest fortæller om Mission East og vores rolle i projektet. Derefter sætter vi sammen den virkelige scene for situationen i Syrien. Herefter præsenterer Mikkel sine billeder og erfaringer fra arbejdet som fotograf i et konfliktområde. Deltagerne får indblik i både det fotografiske håndværk og arbejdet med mennesker i sårbare situationer. Her kommer der til at være fokus på fortælling, nærvær og modet til at komme tæt på, både teknisk og menneskeligt.
Der vil også være god tid til at stille spørgsmål, få faglig sparring og skabe interessante dialoger undervejs.

Fotoopgave i dit lokalområde
Udgangspunktet er Mikkel Hørlycks billeder fra Syrien. Men I skal ikke fotografere Syrien – I skal undersøge, hvordan den samme fortælling, stemning eller følelse fra Mikkels billeder, kommer til udtryk i jeres egen danske hverdag. Måske finder I jeres eget billede på håb. Måske lader I jer inspirere af en af værktitlerne. Eller måske er I bare nysgerrige på at ramme den samme stemning med jeres eget kamera. Jeres billeder bliver en del af en fælles udstilling, der skaber et fotografisk link mellem Syrien og Danmark.
Udstilling – fra lokalt til globalt
Fotoprojektet afsluttes med en offentlig udstilling i fire nærområder, hvor hver deltagers billeder vises sammen med Mikkels fotografier fra Syrien.
Udstillingen skaber en visuel dialog mellem to virkeligheder og inviterer publikum til at reflektere over, hvad håb og fællesskab betyder på tværs af kontekster.
Praktisk information
Projektet gennemføres i fire danske byer i 2026, mellem august og december. Deltagelse er gratis, og Mission East står for workshop, print og udstilling. Fotoklubben bidrager med deltagere og lokal koordinering.
Projektet er medfinansieret af Den Europæiske Union gennem Connect for Global Change.
Denne publikation er medfinansieret af Den Europæiske Union. Ansvaret for indholdet er udelukkende Mission Easts og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdninger.









