Næsten alle 1.343 armenske skoler har taget imod børn med handicap, og regeringen bruger erfaringer fra Mission Østs partner Bridge of Hope til at gøre skolesystemet mere inkluderende.
– Sammen med Mission Øst er det lykkedes at nå vores mål om at skabe en kæmpe forandring i armenske love og praksis.
Det fortæller Susanna Tadevosyan, der leder organisationen Bridge of Hope – en af Mission Østs vigtigste samarbejdspartnere i Armenien.
Skoler skal møde elevernes behov – ikke omvendt
– Lige nu har næsten alle 1.343 skoler i Armenien taget imod børn med handicap, og regeringen gennemfører store reformer for at udbygge et mere inkluderende og tilgængeligt læringsmiljø i de almindelige grundskoler, så børn med handicap har bedre mulighed for adgang og deltagelse i skolerne og får mere udbytte af undervisningen. Alt dette er baseret på erfaringer fra Bridge of Hope og Mission Øst.
Det har betydet, at Armenien har vedtaget en inkluderende skolelov, hvor skolesystemet tilpasses eleverne og ikke omvendt.
– Det betyder, at læringsmiljø og materialer skal udformes, så også elever med særlige udfordringer kan være med. Og disse elever får nu både pædagogisk og psykologisk støtte i skolen, tilføjer hun.
En lille organisation med en stor drøm
Susanna Tadevosyan betragter Mission Øst som en værdifuld samarbejdspartner for Bridge of Hope.
– Da vi mødte Mission Øst første gang, var vi en meget lille organisation med en stor drøm om at inkludere mennesker med handicap i det armenske samfund. Vi var så heldige at møde Mission Øst, og blive deres faste samarbejdspartner, fortalte hun ved Mission Østs 25 års-jubilæum for fem år siden:
– Det er en unik historie, hvor hvert eneste år har skabt forandring, ikke kun i børnene, men også mange voksne, som lider i denne verden på grund af konflikter, katastrofer, fattigdom og handicap.
Vandt fornem pris af FN
Bridge of Hope blev oprettet i 1996 og virker nu i Armeniens hovedstad Jerevan og gennem fire regionale centre i Tavush-provinsens mest afsidesliggende landområder. Organisationen vandt i 2014 en pris fra UNESCO for at fremme inkluderende undervisning for personer med handicap.
Mission Øst påbegyndte hjælpearbejdet i Armenien tilbage i 1992 med at uddele nødhjælp og etablere et hospital for mennesker, der var hårdt ramt af Sovjetunionens sammenbrud, økonomisk krise og krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan.