En generøs donation fra Erik Thunes Legat har givet Mission Øst mulighed for at sætte målrettet ind med særlige rehabiliteringsprogrammer til armenske børn og unge med handicap. Her fortæller formanden for Erik Thunes Legat om, hvorfor de har valgt at støtte Mission Øst.
Mission Øst arbejder sammen med Erik Thunes Legat om at støtte integrationen af børn og unge med fysiske, mentale og psykosociale handicap i den fjerntliggende provins Tavush. En indsats som har hårdt brug for ekstra fokus.
Tidligere har disse børn og unge været udsat for svær diskrimination og levet i isolation fra resten af samfundet. De har været afskåret fra fysisk rehabilitering og psykosocial støtte, men i dag har de mulighed for lokal behandling.
Lokal forankring og langsigtet udvikling
Projektet er implementeret i samarbejde med Mission Østs armenske partner Bridge of Hope, der gør et stort stykke arbejde blandt netop denne målgruppe. Bridge of Hope indgår i løbende dialog med forskellige aktører – lige fra forældrene til uddannelsesministeriet.
Vi oplever, at projektet er solidt forankret i et samarbejde med den armenske partnerorganisation Bridge of Hope. Her inddrages både lokale og regionale myndigheder, skoler og også forældrene til børn og unge med handicap. Det resulterer i en høj grad af lokal forankring og bæredygtighed, som vi i Erik Thunes Legat vægter meget højt, siger Christian Thune, formand for Erik Thunes Legat.
Erik Thunes Legat prioriterer den langsigtede udvikling, der investerer i fremtiden for armenske børn og unge med handicap. For det er ved at styrke disse børn og unge i dag, at vi kan hjælpe dem til at nedbryde de sociale, kulturelle og økonomiske barrierer, der forhindrer dem i at deltage i samfundet på en ligeværdig måde.
Effekter og resultater
– For os er det spændende at følge resultaterne og den langsigtede effekt. Derfor er det vigtigt for os, at monitoreringen af sådanne projekter er i gode hænder. Det er den hos Mission Øst, siger Christian Thune.
Med bevillingen fra Erik Thunes Legat modtager 329 børn og unge med handicap i øjeblikket ydelser i fire Mission Øst støttede centre i Tavush-provinsen. Her er tale om 289 børn og unge under 18 år og 40 unge i alderen 18-25 år.
Disse børn og unge modtager individuel støtte i forhold til deres trivsel og læring. De har adgang til fysio-, ergo-, tale- og kunstterapi. Dertil er der særligt fokus på at forbedre og vedligeholde deres mobilitet, talefunktion og mentale kapacitet.
Indtil nu har 298 familier draget fordel af støtten. Forældrene har forbedret deres viden om rehabilitering og modtaget psykosocial rådgivning og teknisk støtte til at overvinde bureaukratiske og diskriminerende hindringer i forbindelse med uddannelse, social velfærd og sundhedspleje.