Kirill Kabanets har lige dele virkelyst og eventyrlyst og trækker på lang erfaring i byggebranchen. Nu er han Mission Østs landerepræsentant i Ukraine.
Af Svend Løbner, journalist
– Det er ikke bare et job for mig. Jeg føler mig forpligtet til at arbejde for mit folk og mit land.
Det siger Kirill Kabanets, der netop er tiltrådt som Mission Østs landerepræsentant i Ukraine. Da vi fanger ham over telefonen, er han meget ydmyg: ”Jeg er blot i lære. Jeg er mere en praktikant i organisationen. Jeg har i hvert fald meget at lære endnu.”
Men hans cv fortæller, at han trækker på en god uddannelse og har lang erfaring fra den private sektor. En erfaring, der har givet ham vigtige kompetencer i den humanitære sektor og for at opfylde Mission Østs vision om at genopbygge bomberamte boliger for krigsramte familier i Ukraine.
Specialist i stål og beton
Kirill Kabanets er uddannet civilingeniør og arkitekt med en kandidatgrad fra Kyiv Universitet. Han har arbejdet som specialist i stål og beton i flere arkitektfirmaer og haft ansvar for store byggeprojekter i Kyiv og ved flere af Ukraines grænseovergange. Han har desuden fungeret som rådgiver i byggeprojekter så langt væk som i Sri Lanka.
Sideløbende driver han eget arkitektfirma, hvor hans hustru Oksana er ansat som arkitekt. Parret har to voksne børn på hhv. 27 og 31 år.
Det er således en erfaren mand, der nu leder Mission Østs kontor i Ukraine. Kontoret er fælles med Mission Østs samarbejdspartner Neo-Eco, der genbruger byggeaffald fra bygninger ødelagt under krigen.
Virkelyst og eventyrlyst
Der skal mod og virkelyst til at give sig i kast med så stor en opgave som at genanvende beton, står, træ og andet byggeaffald, så det kan bruges til at reparere og genopbygge huse og lejligheder.
Men virkelyst – og eventyrlyst – mangler Kirill Kabanets bestemt ikke. Han har to motorcykler i garagen derhjemme, hvor han også hjælper naboer med at reparere deres huse. Motorcyklernes motorer er knap nok kølet af efter lange rejser på tværs af Iran, Indien og Pakistan. Det var ”kun” en borgerkrig i Mali, der forhindrede ham i at krydse hele vejen over Afrikas Sahel-region.
– At rejse er den eneste måde at overleve i en hurtigt foranderlig digitaliseret verden, konstaterer han tørt.
Det var også motorcyklen, der ad omveje skabte forbindelse til Mission Øst. Han mødte en gammel rejsekammerat fra Australien, som nu er baptistpræst i Kyiv og leder en organisation for krigsveteraner. De mødtes på en café sammen med Mission Østs konsulent, Jacqueline Talevska, som var midlertidig landerepræsentant for Mission Øst.
– Hun ringede et par dage senere og sagde: ”Er det rigtig, at du er ingeniør, arkitekt og byggeleder og kan tale engelsk?” ”Ja!” svarede jeg, og resten er i historie. To uger senere skrev jeg kontrakt med Mission Øst.
”Det er min sociale pligt”
– Men det er ikke kun et job, gentager Kirill Kabanets. – Det er min sociale pligt over for Ukraine og det ukrainske folk.
Derfor arbejder han hårdt for at se resultater. Lange møder er ikke lige ham.
– Jeg kommer fra en praktisk virksomhed, hvor mine klienter ville se deres huse og bygninger realiseret. Derfor tror jeg, at jeg nu er sammen med de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Jeg har brug for på kort tid at se fysiske resultater af min aktivitet.
Men de første par uger er han under uddannelse.
– Lige nu er jeg bare en skoledreng, smiler Kirill Kabanets.