Fra frontlinjerne i genopbygningsarbejdet i Ukraine deler generalsekretær for Mission East, Betina Gollander-Jensen, sine refleksioner fra sit seneste besøg i området. 

I det sydlige Ukraine hører jeg de samme ord igen og igen, når jeg møder krigsveteraner: “Mit gamle jeg er tabt for altid.” 

Det er dybt foruroligende at høre. Hvis den person, de engang var, er væk, hvem står så foran mig nu? Og hvilken fremtid er mulig, når ens selvforståelse er blevet fundamentalt ændret af krigen? 

I Mykolaiv-regionen, hvor Mission East fokuserer vores arbejde, er disse spørgsmål ikke abstrakte. De er levende realiteter.

At genopbygge meningen med livet – et beskyttelsesrum ad gangen 

På skolen i landsbyen Polihon i kommunen Shevchenkova mødte jeg en gruppe veteraner, der arbejdede side om side. Deres militæruniformer og våben er blevet erstattet af arbejdsveste, hjelme og byggeværktøj. Sammen bygger de et beskyttelsesrum, der vil gøre det muligt for 250 børn at vende sikkert tilbage til skolen trods den vedvarende trussel om luftangreb.

Der hersker en stille kammeratskabsfølelse blandt dem. Dette er mere end blot byggesjak. Det er en arbejdsplads, som giver arbejdsfællesskab, rutine og mening – kvaliteter, som mange tidligere soldater mistede, da de forlod slagmarken.

Gennem Mission Easts såkaldte cash-for-workaktiviteter, en slags løntilskud, tjener veteranerne ikke kun en indkomst; de genopbygger også forbindelsen til arbejdsmarkedet, deres lokalsamfund og til hinanden. Skridt for skridt genopbygger de deres ødelagte kroppe og sind.

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder Mission East i Ukraine

En generation af børn i venteposition 

I Shevchenkova er ni ud af 12 skoler blevet beskadiget eller ødelagt. I årevis har børnene været helt afhængige af onlineundervisning – ikke kun på grund af ødelæggelser, men fordi der skal være beskyttelsesrum på skolerne, før det er både forsvarligt og lovligt at genåbne. 

Det er svært ikke at drage paralleller til COVID-19-nedlukningerne, hvor mange af os kæmpede for at holde vores børn engagerede i skoleundervisningen gennem skærme i blot nogle uger eller måneder. Her har familierne udholdt online undervisning under bådeCOVID-19 og siden krigens start – samtidig med at de har været udsat for bombardementer, fordrivelse og tab. 

Børnene i området har oplevet intens vold, barske vintre, adskillelse fra måske en far eller mor og den konstante risiko for både droneangreb og miner. Det har haft en dyb indvirkning på deres mentale sundhed, da børnene lever i konstant risiko og har en bevisthed i forhold til risici i deres lokalområde. 

Derfor yder Mission East sammen med lokale partnere psykologbehandling og gruppeterapi for at hjælpe børnene med at forberede sig på at vende tilbage til klasseværelset og håndtere deres krigstraumer – ikke kun fysisk, men også følelsesmæssigt. 

Fra overlever til støtteperson

Jeg mødte Wilhelm Vityuk, en 24-årig psykoterapeut, der ledte en workshop for omkring 15 veteraner og deres familier. Hans tilstedeværelse tiltrækker opmærksomhed – ikke kun på grund af hans uddannelse, men også på grund af hans egen baggrund som krigsveteran.

I 2022 var Wilhelm soldat og forsvarede Mariupol under den tre måneder lange russiske belejring. Her blev Wilhelm og en gruppe soldaterkammerater taget til fange og holdt indespærret i et russisk fængsel i et helt år. Igennem 12 måneder udstod Wilhelm fysisk og psykisk tortur, som satte dybe spor i den dengang kun 20-årige unge mand.

Efter sin løsladelse begyndte han at skrive om sine oplevelser for at bearbejde sit traume. Derefter uddannede han sig til terapeut. I dag hjælper han andre veteraner med at finde deres egen vej mod helbredelse.

Hans historie er desværre ikke ekstraordinær. Mange ukrainske soldater vil vende hjem til et civilt liv og vil have brug for hjælp til at finde en vej tilbage til en normal tilværelse og en ny mening med livet. Her spiller det frivillige netværk, hvor veteraner hjælper hinanden, en afgørende rolle.

En voksende national udfordring 

Omkring en million ukrainere – cirka tre procent af befolkningen – betragter sig nu som krigsveteraner. Dette tal, inklusive familiemedlemmer, kan nå op på fem til seks millioner mennesker. 

Alene i Mykolaiv-regionen forventes op til 150.000 krigsveteraner at slå sig ned. 

Konsekvenserne er enorme. Mange hjemvendte veteraner lever med traumer, handicap og en følelse af at være svigtet. De står ofte over for kæmpe udfordringer med at komme tilbage på arbejdsmarkedet og få den nødvendige hjælp fra sundhedsvæsnet. Kapaciteten er simpelthen utilstrækkelig i forhold til veteranernes omfattende behov.  

I september 2025 var mindst 130.000 veteraner officielt registreret med handicap. Det reelle tal er sandsynligvis højere. I Mykolaiv-regionen har de lokale myndigheder registreret omkring 1.000 veteraner med handicap – og antallet stiger, som krigen fortsætter.

Uden tilstrækkelig støtte til veteranerne viser studier, at veteranerne ofte ender med familieproblemer, alkoholmisbrug og social isolation. 

Rehabilitering er altafgørende 

At hjælpe veteraner med at vende tilbage til det civile liv er ikke blot en humanitær prioritet – det er afgørende for Ukraines langsigtede genopbygning. 

Resocialiseringen af veteraner er ikke blot et spørgsmål om den enkelte veterans velbefindende. Vejen tilbage til det civile liv er både en rejse, som den enkelte veteran selv må tage for lære at leve med både de psykiske og fysiske sår, fra PTSD til manglende lemmer. Men det er også en rejse for veteranfamilierne, deres lokalsamfund og Ukraine som helhed. 

Mission East arbejder derfor for at støtte overgangen til det civile liv ved at levere fysisk genoptræning og terapi direkte til veteranerne og uddanne kommunernes veteran-socialrådgivere, så de bedre kan levere støtte og rådgivning til veteranerne. 

Det kan være gennem lokale jobtilbud, hvor grupper af veteraner reparerer krigsødelagte hjem og bygger beskyttelsesrum. Eller det kan ske gennem de kommunale rådgivere, som Mission East træner.  

Hvad skal der ske nu?

Udfordringerne er mange. Mange veteraner kommer hjem med et handicap og kan modtage de tilbud, som der findes på området. Men veteraner har også nogle særegne behov, som oftest kræver ny lovgivning, nye tiltag og nye budgetter – noget, som de heldigvis allerede har i UkraineVeteraner er ikke kun overlevende fra krigen. De er afgørende for genopbygningen af deres lokalsamfund, og med den rette støtte kan de spille en afgørende rolle i Ukraines genopbygning.