Lille Madina var lam som følge af en medfødt hjerneskade, men genoptræning på et Mission Øst-støttet rehabiliteringscenter i Tadsjikistan fik hende op at stå og gribe fat med hænderne. I dag kan hun selv tage tøj på.
Madina og hendes mor, Jabirova, bor alene i en lille by i det sydlige Tadsjikistan. Moren er ene om at tage sig af Madina og prøver at opdrage hende efter bedste evne. Men da Madina var halvandet år gammel, opdagede Jabirova, at hendes lille baby ikke voksede og udviklede sig normalt. Derfor besluttede hun i 2017 at tage datteren med til behandling.
Diagnosen afslørede, at lille Madina lider af infantil cerebral parese. Sygdommen skyldes en skade opstået i hjernen hos fostret eller det lille barn inden for de første to leveår. Hjerneskaden påvirker barnets evne til at styre og koordinere muskler, bevægelser og balance.
Massage og øvelser hjælper
Efter flere nytteløse behandlingsforsøg besluttede mor Jabirova at prøve lykken på et Mission Øst-støttet rehabiliteringscenter. På et Mission Øst-støttet rehabiliteringscenter fik Madina behandling i tre omgange over 60 dage. Det intensive program blev afløst af pauser hver 21. dag.
De første uger kunne Madina ikke rejse sig. Men efter rehabiliteringsøvelserne og massagen begyndte hun forsigtigt at stå på fødderne og vænnede sig langsomt til det. Derefter begyndte hun at holde ting med hænderne. Og allerede efter andet og tredje besøg i centret kunne hun gå, sidde og tage tøj på.
Enlig mor takker for indsatsen
»Jeg er så glad for, at min datter har fået den rette behandling. Stor tak til personalet på rehabiliteringscentret for deres gode arbejde, som har ført til det bedst tænkelige resultat,« siger Madinas mor, Jabirova.
Madina, der ikke en gang kunne stå, kunne nu både gå, sidde, klæde sig på og holde ting med hænderne.
Det er stort for en lille familie som Jabirovas.
Projektet er støttet af CISU, Civilsamfund i Udvikling