En selvhjælpsgruppe gav nepalesiske Narakala viden og mulighed for at opdrætte og sælge kyllinger, så hun nu kan betale familiens udgifter.
Skal der virkelig så lidt til?
Det spørger man uundgåeligt sig selv, når man læser den ene fortælling efter den anden om, hvordan bistader, køkkenhaver, fiskedamme, husdyrhold og en lille beskeden kyllingefarm kan vende en fattig families skæbne.
Svært at få enderne til at mødes
Tag nu Narakala Thapa fra den afsidesliggende landsby Dulli i Sarkegad kommune op ad Himalayabjergene i det nordvestlige Nepal. Hun har ansvar for 10 familiemedlemmer, bl.a. en lillesøster, der blev voldtaget som teenager og derfor har en halvvoksen datter. Hendes mand tager forefaldende arbejde landsbyen og selv opdyrker hun familiens lille køkkenhave.
Jo, de får noget at spise hver dag, men fornødenheder som tøj, sundhedspleje og skolegang for hendes 6 børn, har hun ikke råd til.
Spare op og låne til investering
Men så blev hun inviteret med i en selvhjælpsgruppe, som får støtte af Mission Øst. Her lærer hun at læse og skrive, får indsigt i sundhed og hygiejne og endda, hvordan man i landsbyen kan modvirke korruption og fremme en klimavenlig livsstil.
Hun lærer også at opdrætte kyllinger – og her får hun hjælp til at overføre sin viden i et konkret projekt. I selvhjælpsgruppen kan hun nemlig både spare op af de små midler, hun har, og låne penge til investering.
Som sagt, så gjort. Hun låner 500 kroner for at kunne opdrætte kyllinger. De 200 kroner investerer hun i et bur, to haner og tre høns.
Motivation og ’et nyt mindset’
De bliver hurtigt til 30 høns; 25 af dem sælger hun og tjener 1.350 kroner. Og pludselig har hun penge til familiens udgifter. Og lånet, det har hun betalt tilbage til selvhjælpsgruppens ”bank”.
– Opmuntringen fra medarbejderne i selvhjælpsgruppen gav mig mod til at begynde at opdrætte kyllinger. De har givet mig et nyt mindset. Nu ved jeg, at jeg vil kunne klare mig gennem udfordringerne med at forbedre familiens levevilkår. Jeg er så glad for den støtte og motivation, jeg har modtaget her, fortæller Narakala Thapa.
Mission Øst har siden 2007 hjulpet sårbare mennesker og lokalsamfund ud af ekstrem fattigdom – primært i den afsides Karnali-region i det nordvestlige Nepal, hvor landsbyen Dulli i Sarkegad kommune ligger.