36 personer mistede livet, da mudder væltede ned over huse og marker i distrikterne Humla og Kalikot. Mission Øst yder nødhjælp til 400 ramte familier.
Regnen væltede ned i voldsomme mængder i Nepals bjerge de to første uger af oktober. Indtil 20. oktober var der registreret 36 dødsfald, herunder fem børn, 23 sårede og 20 savnede. Monsunregnen var ekstra hård i 10 dage og fejede vandstrømme og mudder ned over huse, veje, brønde og vandingskanaler og afbrød al elektricitet og internetforbindelse.
I Humla er 155 husstande ramt, heraf 50 i Sarkegad. I Kalikot er hele 1.325 huse ramt, heraf 550 huse i Palata helt eller delvis beskadigede. Over 1.000 mennesker er fordrevet af jordskred. Blot i Palata kræver 6 landsbyer øjeblikkelig evakuering.
Tab og skader på ejendom og afgrøder er ekstremt høje. Mudderskred har skyllet afgrøder, grøntsager og selv husdyr væk. I de fleste ramte områder er befolkningen meget fattige og står dermed i akut behov for hjælp.
Mission Øst yder akut nødhjælp til i alt 400 ramte familier i de to distrikter, 2.400 personer i alt. Hjælpen består i mad og midlertidigt husly, samt tøj, køkkengrej, psykisk førstehjælp og kontanthjælp. Hjælpen ydes i samarbejde med lokale myndigheder og koordineres med den lokale Røde Kors afdeling.
– Det er vores pligt at træde til med hjælp. Mens vi herhjemme overvejer, om vi skal betale en CO2-afgift på 13 kroner pr. flyrejse, mærker fattige befolkninger i Nepals bjergområder klimaforandringerne på egen krop. Det er nu vi skal vågne op til dåd og reagere på de her katastrofer, hvis vi skal gøre os nogen som helst håb om afbøde klimakatastrofer og samtidig hjælpe de mennesker, det går allermest ud over, udtaler Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen.
Mission Øst har arbejdet med katastrofehjælp og -forebyggelse i Nepal siden 2007 og koncentrerer især indsatsen i den fattige og bjergrige Karnali-region, hvor Kalikot- og Humla-distrikterne ligger.