Ekstrem tørke og mangel på vand kaster befolkning i områderne omkring Kurdistan og Nineve ud i en fødevare- og sundhedskrise. Mission Øst yder en massiv hjælpeindsats i både Syrien og Irak.
Stigende temperaturer, svigtende nedbør og ekstrem tørke får nu alvorlige konsekvenser for hele 12 millioner mennesker i Syrien og Irak.
I hele regionen omkring Kurdistan og Nineve går en udbredt tørke ud over vandforsyningen og dermed drikkevand til befolkningen og vand til overrisling af marker. Når dæmninger udtørres, går det også ud over elforsyningen og dermed sundhedsfaciliteterne.
Mere end fem millioner mennesker i Syrien er direkte afhængige af floden. I Irak truer tabet af adgang til vand fra floden og tørke mindst syv millioner mennesker. Cirka 400 kvadratkilometer landbrugsjord risikerer total tørke. To dæmninger i det nordlige Syrien, der betjener tre millioner mennesker med elektricitet, står over for lukning. Lokalsamfund i Hasakah, Aleppo, Raqqa og Deir ez Zour, herunder fordrevne i lejre, oplever en stigning i udbrud af vandbårne sygdomme, rapporterer Norsk Flygtningehjælp.
I Irak er store dele af landbrugsjord, fiskeri, elproduktion og drikkevandskilder blevet udtømt for vand. I Nineve-regionen forventes hvedeproduktionen at falde med 70 procent på grund af tørken, mens produktionen i Kurdistan-regionen i Irak forventes at falde med det halve, ifølge nødhjælpen.
Mission Øst yder en massiv hjælpeindsats i både Syrien og Irak gennem lokale partnerorganisationer. I Syrien får hjemvendte fordrevne hjælp til at genopbygge huse, genetablere marker og starte små virksomheder. Også i Irak får lokalbefolkningen hjælp til at skaffe sig et levebrød gennem biavl, landbrug og opstart af nye virksomheder. Begge steder driver lokale partnere medborgercentre med støtte fra Mission Øst. I begge lande får børn, unge og kvinder for hjælp til at komme fri af traumer efter krig.
Billede: Bilal og hans familie fra Sinjar i Irak dyrker agurker i et drivhus fra Mission Øst. En del af høsten vil de sælge på det lokale marked.