Vold mod kvinder er et tabu i Irak. Nu slår kvinderne igen gennem malerier på et af Mission Østs medborgercentre i Sinjar, Irak.
“I vores kultur forventes det, at kvinder forbliver tavse, når det kommer til vold, uanset om volden er vold i hjemmet, voldtægt eller angreb fra en fremmed. Men tavshed kan ikke helbrede sår eller løse problemet.”
Citatet stammer fra en af de udsatte kvinder, der kommer på et af Mission Østs medborgercentre i Sinjar. Her har hun deltaget i kunstprojektet ”Bryd Tavsheden”, som er en del af FNs internationale 16-dage kampagne rettet mod kønsbaseret vold.
Resultatet er mere end 20 udtryksfulde kunstværker, som skildrer de forskellige former for kønsbaseret vold og deres negative konsekvenser.
Projektet er blot et af en række tilbud, der har til formål at aflaste de lokale kvinder psykisk, så de kan opnå øget mental trivsel i en hverdag, som er præget af stress og traumer.
Mange af kvinderne er stadig hjemsøgt af traumer efter den ekstreme vold, de oplevede under ISIS’ blodige angreb på Sinjar i 2014.
Skyggepandemien
Oveni kvindernes eksisterende traumer kommer vold i hjemmet, og det er et stort problem i Irak. På verdensplan estimerer WHO, at 35 procent af alle kvinder har oplevet fysisk og/eller seksuel vold på et eller andet tidspunkt i deres liv – og noget tyder på, problemet kun er vokset her under coronapandemien.
Nye data fra FN og rapporter fra frontlinjen har vist, at alle former for vold mod kvinder og piger, især vold i hjemmet, er blevet værre under pandemien. FN kalder det for ”skyggepandemien.”
Hårdt brug for hjælp
Så der er hårdt brug for Mission Østs medarbejdere, som står til rådighed med praktisk hjælp og vejledning til de kvinder, der har været udsat for eller stadig udsættes for vold i hjemmet. På centrene kan kvinder få hjælp til beskyttelse, psykosocial støtte og juridisk bistand. Mission Øst arbejder også løbende på at sensibilisere lokalsamfundet og øge bevidstheden om kønsbaseret vold.
Tilbuddene spænder fra fysisk og mental træning, terapeutiske samtaler, tegning og maleri til musikundervisning.
Desuden har kvinderne mulighed for at tilegne sig basale regne- og læsefærdigheder, så de er bedre klædt på til at agere selvstændigt både i og uden for hjemmet.