Holland og Belgien har netop anerkendt Islamisk Stats forsøg på udryddelse af det yezidiske mindretal for folkemord. Danmark bør følge trop, mener generalsekretær Betina Gollander-Jensen.
Holland og Belgien har netop fordømt Islamisk Stats overgreb på yezidier som folkemord. Dermed tilslutter de sig både FN og EU og en lang række lande, som kalder terrorbevægelsens overgreb mod mænd, kvinder, børn, ældre, syge og personer med handicap ved dets rette navn, folkemord.
Danmark har endnu ikke officielt anerkendt folkemordet, selv om USA, Canada, Storbritannien og nu Belgien (30. juni 2021) og Holland (6. juli 2021) har gjort det.
Et folkemord sker, når aggressorer bevidst udrydder en bestemt gruppe mennesker udelukkende fordi de tilhører en bestemt race, etnisk gruppe eller religiøs retning. Islamisk Stat har siden august 2014 systematisk forfulgt yezidierne, henrettet mænd, voldtaget kvinder og bortført unge piger til at blive solgt som sexslaver.
Det kan kategoriseres som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og fordømmes af det internationale samfund som folkemord.
Anerkendelse styrker retsfølelsen
Og det har stort betydning for et lille forfulgt mindretal, mener Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen:
”At fordømme overgreb som folkemord viser de overlevende, at der stadig er retfærdighed til i verden. Det viser også forbryderne, at de ikke vil slippe godt fra deres forehavende. Og det signalerer tydeligt til alle og enhver: Vi vil ikke acceptere at sådan noget gentager sig!”
Hun tilføjer:
”Skal nøden få en ende og uhyrlighederne stoppe, skal verdenssamfundet land efter land – også Danmark – fordømme overgrebene. En god begyndelse er at kalde dem ved rette navn: folkemord. Kun derved kan vi opretholde en retfærdig standard, der giver håb om, at nøden en dag vil få ende.
Mission Øst hjælper yezidierne
Mission Øst var blandt de første til at yde akut nødhjælp til det forfulgte yezidiske mindretal i Irak, da Islamisk Stat drev klapjagt på alle minoriteter, der ikke tilsluttede sig deres ekstreme fortolkning af islam.
Den 3. august 2014 indtog terrorbevægelsen yezidiernes hovedby Sinjar og dræbte op mod 10.000 yezidier og tog 6.500 til fange. Over 3.000 piger og kvinder savnes stadig.
De overlevende flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst siden har sørget for vand, mad og husly til over 10.000 yezidier og oprettet psykosociale centre, hvor børn, unge og kvinder kunne komme sig over overgreb og forberede sig på et normalt liv efter krigen.
Hjælp til at komme sig efter overgreb
Mission Øst driver nu også to samfundscentre i selve Sinjar, hvor børn, unge, kvinder og nu også yngre mænd får hjælp til at bearbejde krigstraumer og lære et fag, de kan klare sig med i fremtiden.
“Jeg talte for et par uger siden med nogle af de unge kvinder, der var børn da de blev taget til fange af IS, nogle af dem i henved fire år. Nu har nogle af dem overlevet de forfærdelige forbrydelser de har været udsat for, men deres fysiske og psykiske helbred lider stadig af traumer, som forhindrer dem i at have et velfungerende liv sammen med andre mennesker. Vi kan hjælpe med at lindre og i bedste fald stoppe deres lidelse gennem vores hjælpeaktiviteter,” siger Betina Gollander-Jensen.
”Vi kan hjælpe materielt og til en vis grad også mentalt, men yezidierne har brug for oprejsning. De har brug for at mærke, at der stadig er retfærdighed til. Og det får de, når verdenssamfundet anerkender de forbrydelser, som Islamisk Stat har begået imod dem, siger hun og tilføjer:
”At anerkende et folkemord bringer ikke de dræbte tilbage. Men det minder os om uhyrlighederne og kan derved – forhåbentlig – dæmme op for at noget lignende gentager sig i fremtiden.”
Derfor håber hun, at også Danmark følger trop og officielt fordømmer Islamisk Stats overgreb mod det yezidiske mindretal som folkemord.