Familierne må overleve dag for dag. Forældre må afgøre hvem i familien, der må spise hvornår – og om de kan springe et måltid over. Mission Øst uddeler kontanter, så befolkningen kan købe den mad, de har brug for, fortæller Peter Drummond Smith der netop har været på feltbesøg i Afghanistan.

Mission Østs internationale direktør Peter Drummond Smith er netop vendt hjem fra et feltbesøg i det nordøstlige Afghanistan, hvor Mission Øst arbejder. Formålet var at besøge Mission Østs 100 lokale medarbejdere og følge med i deres hjælpearbejde i Takhar og Badhakshan-provinserne.

Her blev han vidne til et land i akut fødevarekrise. Befolkningen har ikke overskud til at tænke på andet, end hvad de skal spise fra dag til dag. Og de må planlægge hvem i familien, der skal spise hvor meget og hvornår.

For høsten er slået fejl, og der er simpelthen ikke mad nok. Mission Øst uddeler kontanter til mad og såsæd til markerne, så familierne har nok at leve af til næste år.

Hvem skal spise i dag?

– Jeg har rejst på feltbesøg mange gange over årene, men det ikke hver gang jeg finder mig selv midt i en rigtig humanitær krise. Befolkningen i Afghanistan må klare sig uden den mad, de har brug for, og de må træffe forfærdelige beslutninger hver eneste dag: Hvilke måltider kan vi springe over, og hvad kan vi nøjes med at spise i dag? Hvem i familien skal have lov til at spise, og hvem kan undvære mad lige nu? Det er hårdt at blive konfronteret med, men det er jo også derfor, Mission Øst er i landet.