Mission Øst yder kontant hjælp til flere tusind sårbare mennesker i Afghanistan. En af modtagerne er Anwar, der har mistet et ben og har otte børn at forsørge.
Midt i politisk usikkerhed og skiftende Coronavarianter, arbejder Mission Øst benhårdt på at få hjælpen ud til de mest sårbare i Afghanistan.
Kontanthjælp til mad
880 familier har allerede modtaget den økonomiske hjælpepakke “Kontanter til mad”. Det gælder husstande i distrikterne Argo, Darayem og Wardo. I alt 1.750 familier er identificeret som de mest sårbare og modtager kontanthjælp, så de kan klare sig.
En af modtagerne er Anwar fra Badakshan-provinsen. Han mistede et ben i en af landets tidligere konflikter, og hans familie er plaget af sygdom og handicap.
Svært at få mad på bordet
Anwar har fem døtre og tre sønner, men det er kun hans ældste søn, som bor i byen, der tjener penge til familien. En anden søn hjælper til i nabohuset og får til gengæld lidt mad eller penge. Den sidste søn har haft polio og har fortsat mén efter sygdommen.
Familien har selvsagt haft svært ved at få mad på bordet.
Anwar fortæller:
»Jeg ejer ikke et hus eller en grund. Min søn har haft polio og har svært ved at gå, ligesom mig.«
Tjener lidt over seks kroner om dagen
»Min kone har en kronisk sygdom. Jeg har kæmpet med at skaffe behandling på et godt hospital og købe den fornødne medicin.«
Han fortsætter:
»Min ældste søn arbejder i byen, for at vi kan få enderne til at mødes. Han er den eneste, der har en indtjening. De fleste dage kan han måske tjene 100 afghani (omkring 6,5 kroner). For de penge kan vi knap nok købe ris og grøntsager – og slet ikke kød, da fødevarepriserne er steget drastisk.«
Kan nu købe mad, lægehjælp og brændstof
Derfor falder hjælpen fra Mission Øst på et tørt sted:
»Jeg er så glad og taknemmelig! Nu kan jeg tage min kone med hen til sygehuset 30 kilometer væk. Jeg vil også bruge nogle af pengene på mad, brændstof og andre fornødenheder til vinteren,« lyder det fra Anwar.
Anwar påpeger, hvor vigtigt Mission Østs hjælpearbejde er netop nu:
»Humanitære organisationer som Mission Øst er en nødvendighed for sårbare familier som os – nu mere end nogensinde før!«