Efter tre år må et projekt om selvforsørgelse i Afghanistan siges at være en succes. Generalsekretær Betina Gollander-Jensen har netop holdt Skype-møde med modtagere af støtten fra Mission Øst.
Når vi ikke kan rejse ud i verden, må verden komme til os. Sådan er situationen i Mission Øst som i alle andre organisationer. Kontakten er det vigtigste – om den så skal ske online.
Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen har netop haft møde med en gruppe fra Afghanistan over videotelefonen Skype.
– En gruppe på omkring 15 kvinder, mænd og unge var kommet ind en tidlig morgen til Mission Østs kontor i byen Fasil, og her sad de rundt om bordet og talte med mig over Skype. Det gik forbavsende godt, snakken gik livligt, fortæller Betina Gollander-Jensen.
Syr kjoler, som de sælger på markedet
Deltagerne havde medbragt produkter, som de sælger på markedet. De farver og væver stof og syr fine kjoler.
– De viste mig store ruller med stof, som de havde vævet, og jeg så kjoler i flotte og avancerede modeller.
Gennem spare-lånegrupper har de sparet et par hundrede dollars hver, som de investerer i materialer og lagerrum.
– Projektet har kørt i tre år og viser sig at være en stor succes. De har lært at spare op, investere, producere og sælge. Det er meget imponerende.
Gode til at give plads til hinanden
Det var meget inspirerende at tale med dem, fortæller Betina Gollander-Jensen
– De var mere livlige, end jeg er vant til fra andre lande. Her ville mænd ofte afbryde og stjæle scenen. Men ikke her. Det slog mig, at de var rigtig gode til at give plads til hinanden og lade hinanden tale ud.
Og snakken gik især livligt, da Betina – som hun plejer – spurgte ind til deres husdyr.
– Hvad er prisen for en ged, spurgte jeg, og fik at vide, at en god ged kan sælges for 150 dollars, omkring 1000 kroner. Det er dobbelt så meget, som man får for en ged i Somalia.
– Jeg spurgte også til deres vurdering af Mission Østs udviklingsarbejde, og her var de især glade for at få hjælp til rent drikkevand.
Rent vand er godt for sundhed og miljø
Før skulle de gå mange kilometer for at hente vand fra floder og vandløb. Nu havde de vandposter i landsbyerne.
– Jeg spurgte til vandkvaliteten: Måtte de koge vandet for at kunne drikke det? Nej, svarede de, vandet kan drikkes direkte fra hanen.
Det betyder rigtig meget for både sundhed og miljø, at de ikke skal koge vandet, forklarer generalsekretæren:
– For skal de koge vandet, skal de bruge brændsel – og det betyder både træfældning, dårligt indeklima og vejrtrækningsproblemer.
Ønsker endnu bedre overrisling af marker
Hvad ønsker de så af Mission Øst?
– De ønsker blot, at vi udvikler vandsystemerne, så overrislingen kommer helt ud i hjørnerne af deres marker. Jeg tænker, at de har brug for teknisk assistance, så de udnytter det bakkede landskab til at tyngdekraften kan få mere tryk på vandet.
– Vi gør det godt, og skal blot fortsætte i samme spor, konkluderer Betina Gollander-Jensen efter de to timer lange møde med modtagerne 7000 kilometer væk.