Krigen i Syrien påvirker hele befolkningen. Værst går det ud over dem, der har mistet deres arbejde pga. flugt fra deres hjem, landbrug eller forretning. De har ingen indkomst og uden penge – ingen mad.
Onkel Mohamad fra Aleppos opland har været vant til at forsørge sin familie. I 70’erne arbejdede han som landmand og forsørgede sin familie med kone og syv børn. Han var fuldstændig afhængig af sit landbrug og de produkter, han dyrkede, solgte og levede af.
Men så kom krigen. Området de boede i blev krigszone, og de var tvunget til at efterlade deres hjem og eneste indtægtskilde og flygte fra landsbyen. Men Mohamad mistede ikke håbet om at vende tilbage til sit landbrug igen.
Flugten fortsatte
Det gik dog ikke som planlagt for Mohamad og hans familie. Der var ingen mulighed for at komme hjem til deres landsby. Han kunne ikke finde et sted at bo til sin familie i en lang periode. Med krigens fornyede kampe rundt om i landet måtte han og familien flygte fra sted til sted.
Under disse flytninger rejste hans sønner til udlandet bortset fra én, og alle hans døtre blev gift bort. Til sidst bosatte han og hustruen sig i Hanano i Aleppo.
Alderen gjorde ham arbejdsløs
Onkel Mohamad er en ældre mand, og havde derfor meget svært ved at finde et arbejde, og en passende indtægtsmulighed i byen.
Da hans opsparing slap op, fandt han sig selv i ekstrem fattigdom – uden arbejde og uden mad. I Hanano blev han introduceret til medborgercentret, som Mission Østs driver gennem vores lokale partner Dorcas.
Onkel Mohamad anmodede om hjælp til mad, da han ikke havde til dagen og vejen.
Han var syg af træthed og fysisk udmattet fra underernæring, da han kom til medborgercentret og sagde: “Jeg sværger ved Gud, det er to dage siden, jeg smagte et stykke gammelt brød.”
Hjælp til sultne syrere
På medborgercentret indsamlede de informationer om familien, og sikrede sig, at de opfyldte alle kriterier for at få nødhjælpspakker. Mohammad og hans kone blev godkendt som modtagere af hjælpepakkerne med mad.
Mission Østs lokale partner Dorcas har leveret tre nødhjælpspakker med mad til Onkel Mohamad og hans kone, som nu er henvist til andre NGO’er i området, så de er sikret hjælp til mad, indtil hans helbred er bedre.
Følelse af værdighed
Onkel Mohamad har fået et nært og godt forhold til medarbejderne i medborgercentret, som han føler, har behandlet ham værdigt og med respekt på trods af hans fattigdom og desperate behov for mad:
”Jeg var ikke fattig før krigen. Nu føler jeg mig fattig. Men når jeg besøger medborgercentret, genfinder jeg min værdighed og kan mærke, at jeg bliver respekteret som menneske. 1000 tak for det!”
Vores team i Syrien holder fortsat kontakt med Mohamad og hans kone, efter at de har modtaget pakkerne, for at sikre sig at deres helbred er stabilt, og de får, hvad de har behov for.
FAKTA: Fire millioner syrere lever under fattigdomsgrænsen
4 millioner syrere lever i dag i ekstrem fattigdom. 10 år med borgerkrig har først til en humanitær krise med mangel på fødevarer for de mange familier, der har været påvirket af krigen og nu er faldet under fattigdomsgrænsen. Distributionen af nødhjælpspakker hjælper familierne og støtter dem med at bevare deres menneskelige værdighed, så de kan klare udfordringerne, indtil levevilkårene bliver stabile.