Mere end en million mennesker har forladt deres hjem i Libanon på flugt fra bomberne. Civile, som er fanget i en konflikt, som ikke er deres.
En af dem er Marwa, som normalt bor i det sydlige Beirut – et af de områder, som nu er ramt af luftangreb.
“Min familie og jeg flygtede med det samme efter et voldsomt luftangreb tæt på vores hjem. Vinduerne blev knust i hele huset og jeg kunne høre min datters skrækslagne skrig fra soveværelset”, fortæller hun.
Så familien gjorde det eneste, de kunne – tog derfra så hurtigt som muligt.
“Hundredevis af mennesker fra vores kvarter flygtede øjeblikkeligt. Jeg startede bilen og kørte uden noget klart mål, mens jeg rystende fulgte efter de andre biler op mod bjergene”, siger Marwa.
Familien har fundet husly i en skole, hvor de deler et klasseværelse med 13 andre familier, men fremtiden er usikker.
I flugten har de og andre efterladt alt. Familierne mangler de mest basale ting. Madrasser. Et tæppe. Mad.
Mission East og vores partnerorganisation SHEILD er rykket ud for at hjælpe nogle af de mest udsatte.
Libanon har i flere år befundet sig i en dyb økonomisk krise med en kraftig inflation, som har udhulet folks indkomst. En indkomst, de nu ofte har mistet helt, samtidig med at de har forladt deres hjem.
Og behovene vokser kun. Vinteren er på vej, og Mission East arbejder derfor på at rejse midler til fornødenheder som vintertøj, isoleringsmaterialer og brændsel til opvarmning. Det sidste kan koste op til 400 kroner om måneden for en familie. En varm flyverdragt til småbørn koster 100 kroner.
SHEILD selv arbejder under vanskelige vilkår.
“Der er mange af de ansatte, som er blevet i krigszonen. Mange andre er fordrevet og de leder stadig efter et hus eller en lejlighed, som de kan leje, så de har et sted at bo”, siger Eva Homsi, som er chef for sikkerheden i SHEILD.
Men de fortsætter arbejdet. Mission East og SHEILD har gennem årene samarbejdet under flere krisesituationer og kender og stoler på hinanden. Det har sat os i stand til at handle hurtigt.
Opgaven er alt for velkendt for SHEILD, for allerede sidste vinter var de med hjælp fra Mission Easts medlemmer ude og yde støtte til familier, som flygtede fra de granater, som ramte i området nær grænsen. Men i den her vinter er det en krise i en meget større skala.
Siden slutningen af september er konflikten i det sydlige Libanon eskaleret til daglige luftangreb på begge sider af grænsen til Israel, herunder også i dele af hovedstaden Beirut.
Mission East forholder sig politisk neutralt i konflikten. Vores opgave er i stedet at nå ud til de mest udsatte civile, som bliver fordrevet af kamphandlingerne.