Der har været rift om mundbind det seneste års tid i skyggen af COVID-19. Også i Syrien, hvor 4 mio. mennesker lever under fattigdomsgrænsen, og ikke prioriterer mundbind som det første. Derfor har Mission Øst og vores lokale partner Dorcas iværksat et sy-værksted i Aleppo, hvor sårbare kvinder syr mundbind og samtidig tjener lidt til dagen og vejen. Naila er en af dem.

Naila er en af de mange kvinder, der er flygtet fra sit hjem, adskilt fra sin mand og er eneforsørger for sine tre børn. På sin flugt flyttede hun ind hos sine forældre, for også at tage sig af dem.

Fra at være en familie, står hun nu alene tilbage og skal både forsørge børn og forældre økonomisk, holde hus og hjælpe børnene med lektier.

Uddannelse uden job

Hun kontaktede Mission Østs og Dorcas’ medborgercenter for at få hjælp til at tilmelde sig erhvervsuddannelsen. Da hun allerede havde en hobby med at sy, tilmeldte hun sig kurset i syning i håb om efterfølgende at få sig et arbejde, som kunne forsørge familien.

Hun gennemførte sin uddannelse med stor succes og stor kærlighed til sit fag. Men så kom COVID-19-pandemien, og slog bunden ud af drømmen om at starte sin egen virksomhed. Omkostningerne var for store og nedlukningen af landet sugede al håb ud af iværksætteren.

Den bristede drøm og manglende indkomst fik Nailas mentale helbred og økonomiske situation til at se sort ud.

Workshop førte til job

Det bemærkede teamet på medborgercentret, der var i gang med at oprettet et projekt med at sy mundbind til forebyggelse af pandemien. Heldigvis var der hårdt brug for Nailas sy-evner, for der er stort behov for kliniske mundbind til de mange tusinde mennesker, der mangler. På den måde kan Naila både arbejde og tjene en indtægt, der kan forsørge familien i en periode og samtidig forebygge smitten.

Vil hjælpe andre

Naila begyndte at arbejde på værkstedet med det samme. Og hurtigt kunne medarbejderne se, at hendes psykologiske tilstand blev forbedret, hendes smil dukkede op igen, hun følte sig bedre tilpas og genvandt sin livsenergi og sit engagement i opgaven. Derudover fik hun en daglig kontakt til andre kvinder i systuen og kom ind i en social sammenhæng med snakke på kryds og tværs, der har skabt nye venskaber.

”Mit liv har ændret sig på grund af dette projekt. Det er ikke bare et job for mig. Nu har jeg lyst til at hjælpe folk i mit lokalsamfund med at forhindre spredning af virussen. Jeg føler, at jeg har et ansvar over for mine medborgere, og at jeg har fået mulighed for at hjælpe andre folk.”

Efter Nailas mentale og økonomiske situation er forbedret, fortæller hun også, at det er blevet meget lettere derhjemme, nu hvor hendes økonomiske situation er forbedret – og ikke mindst fordi hun har fået venner på værkstedet, der er med til at holde humøret oppe.

FAKTA:

Mundbindsprojektet er med til at øge befolkningens bevidsthed om COVID-19-pandemien. Samtidig skaber det reelle job til sårbare og udsatte mennesker, der har brug for at arbejde, så de kan forsørge sig selv, deres familier og have et værdigt liv.