Mission Øst har reddet 750 børn på tre børnehjem i byen Haeju i Nordkorea. Men der er mange flere børn i det fattige land, som har brug for hjælp. 
Hyo Song er bare et år og fire måneder gammel og bor på børnehjemmet for helt små børn i Haeju i Nordkorea. Han sidder ofte og rokker frem og tilbage, hvilket er et typisk tegn på understimulering, han er også væsentligt mindre end han burde være i forhold til sin alder. Men han er ikke længere i livsfare.
 
For halvandet år siden var 70 procent af børnene på de børnehjem, Mission Øst støtter, akut underernærede og dermed i fare for at dø af sult. Efter seks måneders fødevarehjælp var tallet nede på 10 procent, og i dag er børnene på hjemmene ’blot’ moderat eller kronisk underernærede. De er stadig for små, og de har stadig brug for fødevarehjælp, men de er rykket væk fra gravens rand.
 
Mission Øst er den eneste danske hjælpeorganisation, som har officiel adgang til at uddele nødhjælp i Nordkorea. Derfor er det vores pligt at hjælpe endnu flere af de tusindvis af børn i Nordkorea, som er i fare for at dø af sult.
 
Det koster 1000 kr. at redde et barn fra sultedøden og give det en fremtid. Vores mål er at redde 1000 børn mere i de kommende måneder.