Sakari Koivula er Mission Østs landeleder i Nordkorea. Den energiske finne har erfaring med udviklingshjælp fra flere afrikanske og asiatiske lande. Men aldrig har indsatsen været så effektiv som i Nordkorea, fortæller han. Og fødevarehjælp kommer først.
 
Når en befolkning kan brødføde sig selv, løses deres øvrige problemer. Ernæring giver sundhed, og sundhed betyder overskud til udvikling.

Så enkel er Sakari Koivulas filosofi for bæredygtigt udviklingsarbejde. Også i et land som Nordkorea, hvor 11 millioner mennesker er kronisk underernærede. Den 58-årige finne er ansat som landeleder for Mission Østs hjælpearbejde i Nordkorea ud fra et kontor i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang.

Erfaring fra FN og Røde Kors

Sakari Koivula ved, hvad han taler om. Han har arbejdet med udviklingsbistand i 27 år, hovedsageligt i Afrika. I Kenya, Swaziland, Zimbabwe, Sudan og Sydsudan har han blandt andet arbejdet for Røde Kors, FN, og Norwegian Church Aid.

Sakari Koivula er uddannet geolog og kommer fra en stilling som landeleder i Nordkorea for det finske Fida International. Sakari Koivula har tidligere været regionsleder for Fida med base i Bangkok. Her havde han ansvar for projekter i Asien: Bhutan, Myanmar, Cambodja og Nordkorea.

Med al den erfaring i bagagen skal han nu lede Mission Østs fødevareuddelinger, genopbygningsprojekter og – ikke mindst – landbrugsprojekter op ad bakke i et land, hvor 80 procent består af bjerge.

Engagerede folk og myndigheder

Hvorfor investerer du dig selv i Nordkorea?

– Fordi der er så meget at gøre, og fordi virkningen er meget større end andre steder, jeg har været. De mennesker, vi arbejder med, er motiverede og engagerede. Der er et enormt bidrag på provins- og amtsniveau, især når det gælder levering af arbejdskraft.

Også lokalbefolkningen?

– Koreanerne er ekstremt disciplinerede og hårdtarbejdende. Det er sådan en fornøjelse at arbejde med dem, og det vi aftaler, bliver gjort og til tiden. Nordkorea er det eneste land, jeg har arbejdet i, hvor jeg fuldt ud kan støtte, at vi også investerer i landbrugsudstyr som traktorer og høstredskaber som en del af vores hjælpepakke.

Fødevaresikkerhed kommer først

Sakari Koivula er især optaget af et kartoffelprojekt, som Mission Øst nu har overtaget fra Fida. Kartoflen er fuld af vitaminer, den mætter, og den giver både hurtig og rigelig høst. Og som han siger: ”Hvis en befolkning kan brødføde sig selv, løses også de fleste andre problemer. Der er også brug for vandforsyning og sundhedshjælp, men fødevaresikkerhed kommer først.”

– Landet er ikke i stand til at brødføde sin egen befolkning lige nu. Det internationale samfund fokuserer på hurtige løsninger, men vi kan ikke kun agere akut; vi er også nødt til at tackle de bagvedliggende strukturelle problemer, siger Sakari Koivula.

Væksten fortsætter efter projektet

Et gammeldags landbrug, internationale sanktioner og hyppige naturkatastrofer fastholder befolkningen i fattigdom. Nytter hjælpen så?

Ja, kartoffelprojektet er netop et godt eksempel, fortæller Sakari Koivula:

– Kartoffelproduktionen er seksdoblet, idet udbyttet er mere end fordoblet og dyrkningsområdet er tredoblet. Og det er bæredygtigt: Bedrifterne kan opretholde produktionsniveauet selv efter projektets afslutning. Jeg har besøgt gårde, hvor projektet blev afsluttet for mange år siden. De har stadig det samme høje produktionsniveau og deres lader og udstyr er stadig i fin stand. Og hvad der er endnu mere interessant: De arrangerer selv træningskurser i kartoffeldyrkning for deres medarbejdere og endda for nabogårdene!

Driver en farm i Afrika

Udviklingsarbejdet er gået Sakari Koivula i blodet. Endda i en grad, så det går i arv. Koivula er gift og har to voksne børn. Hans søn arbejder for Mission Østs partnerorganisation Medair i Den Demokratiske Republik Congo.

Men holder Sakari Koivula nogensinde fri?

– Jeg elsker at spille brætspil, kajaksejlads, tage lange kanoture, vandre og fiske i Finnmark og Nordsverige – eller lege med min Land Rover, når jeg er ”hjemme” i Afrika og udforske det kontinent.

Noget tyder på, at han har svært ved at slippe udviklingsarbejdet. Han har nemlig en farm i Afrika. I 12 år har han drevet en gård i Swaziland. Med lokal arbejdskraft, naturligvis.