Tre faktorer kan nemt blive en dødelig cocktail i kølvandet på Corona-krisen: Fødevaremangel, skolelukninger og vold i hjemmet. Mission Øst uddeler hygiejnesæt, mad og oplysningsmaterialer.
Corona-krisen har kastet verden ud i en ny virkelighed. Også herhjemme vil intet være som før. Selv med vaccine og behandling vil vi altid tænke os om en ekstra gang, før vi giver hånd eller føler trang til at hoste og nyse. Hygiejnen er strammet op. Sundhedssektoren er forberedt. Erhvervslivet har omstillet sig. Men Corona-krisens konsekvenser herhjemme er nærmest intet i forhold til krisens følger i de fattige, skrøbelige og konfliktramte lande, Mission Øst arbejder i. Her er ingen hjælpepakker, meget få sundhedsydelser, og næsten ingen mad at få.
Derfor har Mission Øst siden midt i marts leveret Corona-hjælp i form af mad og hygiejneartikler til flere end 170.000 mennesker i Libanon, Syrien, Irak, Nepal og Afghanistan. Hygiejneartikler og værnemidler hjælper udsatte familier med at beskytte sig mod COVID-19. Fødevarepakkerne sikrer familierne mad på bordet, selv når butikker og markeder er lukket ned.
En dødelig cocktail
Mission Østs nødhjælpskoordinator, Rebecca Zorn, forklarer tre faktorer i kølvandet på Corona-krisen, som nemt kan blive en dødelig cocktail:
1. Fødevaremangel
Når samfundet lukker ned for at bremse smitte, lukker markeder og butikker også. Folk mister deres arbejde, og familier ender med at mangle de mest basale fornødenheder. Selv hvis fødevarer er tilgængelige, er der bare ikke nok penge at betale for maden med.
2. Skolelukninger
Børn kommer ikke i skole, og fjernundervisning er ikkeeksisterende i de fattige og konfliktramte lande, som Mission Øst arbejder i. Når skoler lukker, forsvinder også skolemaden, der ellers er børnenes vigtigste og mest nærende daglige måltid.
3. Vold i hjemmet
Hjemmeisolation øger spændinger og frustrationer, som ofte går ud over partnere og børn.
Kvinder i farezonen
Især kvinder og piger er i farezonen. En rapport fra FN konkluderer, at 243 millioner piger og kvinder verden over har været udsat for seksuel eller fysisk vold de seneste 12 måneder. Siden Corona-krisen er volden i hjemmene steget med omkring en tredjedel.
Som respons sætter Mission Øst ind med målrettet hjælp til Corona-krisens ofre: Vi uddeler mad, hygiejneartikler og oplysningsmaterialer. Vi sørger for at nå de mest sårbare, som også tæller familier med børn. Og vi underviser piger og kvinder i deres rettigheder, bl.a. i Nepal, hvor læsegrupperne må samles udendørs.
Artiklen er fra Mission Østs magasin nr. 3-2020, som kan læses her.