Til Mission Østs event Breaking the Silence kaster vi lys over de irakiske yazidi-kvinder, som længe har levet i mørket hos Islamisk Stat. Det sker fredag den 16/2 2024 kl. 15-17 i Lundeborg Aktivhus på Sydfyn. Tre nøglepersoner er med til at gøre eventet til virkelighed, og det er: Line Dorte Carlsen, Billedkunstner, Karsten Auerbach, Billedkunstner samt Gulla Khalaf, yazidi-kvinde og medstifter af Yazidi-Kulturforeningen. To af dem, nemlig Line og Gulla, skal desuden bruge fredag morgen på at tale yazidi-kvindernes sag i Go’Morgen Danmark. Læs her om, hvem de er.
Gulla Khalaf
Gulla er yazidi, medstifter af Ezidi Kulturforening i Danmark og arbejder for at skabe bedre vilkår for kvinder, der har overlevet et ISIS-fangenskab. Hun har oplevet mange af de grusomheder som selvportrætterne udstiller på tæt hold. Grusomheder hun vil give jer et sjældent indblik i på dagen, og vi lover, at fortællingerne ikke er pakket ind i vat!
Gulla kommer oprindeligt fra byen Shingal i Irak og flygtede til Danmark i 1988. Da hun forsøgte at lægge sin fortid i Irak bag sig, blev hun folkeskolelærer og har arbejdet som lærer de sidste 17 år. Men selvom tiden er gået, er arene på sjælen stadig mere end synlige.
Hun vil tage jer med på en rejse fra folkemordets begyndelse i 2014, hvor Islamisk Stat angreb yaziderne, og frem til i dag. Her vil hun dele både sine egne og sin families overleverede erindringer. Til sidst vil hun berette om yazidernes nuværende situation efter folkemordet. Om motivationen for at deltage i eventet, fortæller Gulla:
“Det er vigtigt for mig at dele viden og beretninger om, hvad vi, som en minoritet med seks forskellige religioner i Irak, har været igennem. Jeg håber, at publikum vil støtte os i vores kamp mod de grusomheder, vi har været udsat for. Og jeg håber, at de vil få en tilstrækkelig viden om os og vores fredelige religion, som er den ældste i Mellemøsten”, siger Gulla.
Vi glæder os meget til at læne os tilbage og blive både forfærdet og inspireret af dine fortællinger, Gulla.
Line Dorte Carlsen
Det er Line, der frivilligt har lappet og lukket samtlige huller på de mange yazidi-malerier, efter de blev stjålet og ødelagt sidste år. Derfor er det på mange måder også hendes fortjeneste, at vi har mulighed for at genudstille yazidi-kvindernes selvportrætter i år.
Line har en baggrund som uddannet keramiker, billedkunstner og skulptør. De sidste 24 år har hun arbejdet som billedkunstlærer på skolerne i Oure (efterskole, højskole og gymnasium), og sideløbende har hun plejet kunsthåndværket på sit eget værksted.
Hun glæder sig mest til at dele sine refleksioner med publikum om at befinde sig i den sikre del af verden. At række hånden ud og skabe en mental bro til ukendte mennesker, der lever et helt andet liv.
Line deltager også for at vise, at en tanke som leder til spontan handling måske kan bidrage til noget positivt i verden, og hun håber, at eventet som helhed kan være en øjenåbner for publikum.
Tag rigtig godt imod Line!
Karsten Auerbach
Karsten har en alsidig baggrund først som lærer, så som designer for LEGO i otte år og sidst men ikke mindst som billedkunstner de seneste 25 år.
Om Breaking the Silence-eventet siger Karsten:
“Jeg deltager, fordi jeg er interesseret i NGOers brug af kunstbaserede aktiviteter i deres psykosociale arbejde i krigs- og katastrofeområder. Og fordi jeg selv har støttet arbejdet”.
Herudover glæder han sig til at se original-malerierne og til at tale om, hvordan kunsten i sig selv kan være gavnlig for menneskers mentale helbred.
Vi er så glade for, at du vil deltage, Karsten!
Find også beskrivelserne af deltagerne, som i øvrigt medvirker helt frivilligt, i Mission Østs Facebook-event HER.
Mere om eventet
I mange år har kvinder, og særligt det forfulgte og undertrykte mindretal af yazidier i Irak, været slaver for terrorbevægelsen Islamisk Stat. Utallige traumatiske oplevelser har sat sig som både mentale og fysiske ar hos kvinderne. Noget der rører os dybt i Mission Øst.
Derfor vil vi hjælpe kvinderne ud af deres traumer, og det gør vi på et krisecenter i Sinjar i Irak. En af behandlingsformerne går ud på at male sig selv. Da vi modtog det ene hjerteskærende selvportræt efter det andet her i Danmark, hvor kvinderne havde malet sig selv som fange i bure eller bundet med reb, skulle det frem i lyset. Det skulle verden se, tænkte vi, og derfor udstillede vi alle malerierne i Farum sidste år. Men til vores store forskrækkelse blev malerierne både stjålet, ødelagt og smidt i storskrald af en tilfældig forbipasserende.
Da hændelsen ramte medierne, henvendte billedkunstner Line Karlsen sig til os og ville restaurere malerierne kvit og frit. Hun syntes, at kvinderne på en måde havde været udsat for “et dobbelt overgreb”: Først de mange år i fangenskab hos Islamisk Stat og herefter som ødelagte selvportrætter, og det ville hun ikke være tilskuer til. Derfor kan vi nu genudstille malerierne.
Udstillingen skal skabe opmærksomhed omkring det folkedrab på yazidierne, som Islamisk Stat står for i Irak. Malerierne har indtil du været udstillet på Vesterbro i København, i Humlebæk og i Odense, og nu udstilles de for første gang efter ødelæggelsen i Line Carlsens hjemby, Lundeborg på Fyn, i et hyggeligt havnehus med udsigt til havet.
Tilmelding: Arrangementet er gratis og kræver ingen betaling.