For kantor Roland Haraldson fylder musikken det meste af hans liv. Ligeså ligger det at hjælpe andre mennesker inkorporeret hos ham fra barnsben.

Et enkelt tryk på tangenten og det store rum fyldes med lyd. Står man ved siden af orglet, vibrerer gulvet, og lyden føles helt ind i maven. Manden, der betjener tangenterne, hedder Roland Haraldson, og siden 2008 har han været kantor her i Helsingør Domkirke.

Da vi møder ham, har han netop spillet til kirkens daglige middagsandagt.

”Normalt ved højmessen om søndagen er vi to heroppe. Domorganisten Else-Marie Kristoffersen, der spiller, og mig, der dirigerer koret. Men her i januar er kirken, som alt andet, ramt af nedlukning, og den store højmesse om søndagen er afløst af en kortere søndagsgudstjeneste uden sang, samt små daglige andagter. Og Roland eller Else-Marie alene bag orglet.

”Ja, det er lidt trist…,” siger han og tilføjer, at de håber, at kunne holde store koncerter igen. Han arbejder som kantor på fuld tid i kirken, og leder den store kor- og orkestervirksomhed.

Roland fortæller, at kirken både har et koncertkor på højt niveau, og et fuldt besat klassisk kammerorkester på ca. 35 medlemmer, som han ikke tøver at kalde ”Danmarks bedste ulønnede orkester”. I sin fritid komponerer han også selv musik. Hans musik er også blevet opført i kirken.

”Vi lavede et stort værk for nogle år siden med kor og orkester,” siger han og fortæller, at såvel musikere og sangere som publikum var begejstrede.

”Det blev utroligt vel modtaget, så det var virkelig dejligt. Jeg blev næsten helt flov.”

Et møde med Mission Øst

Det var også gennem kirken, han første gang stiftede bekendtskab med Mission Øst. Stiftet havde arrangeret et foredrag om forfulgte kristne, og han fattede sympati for sagen.

”Det var nok tanken om en lille organisation, hvor man ved, hvad pengene går til – at de går til det rigtige – det kan jeg godt lide.”

Han har aldrig øremærket støtte til et bestemt projekt, men enkelte sager har sat et ekstra aftryk hos ham.

”Det er fantastisk, når man er lykkedes med at få hjælpen frem til helt ufremkommelige steder, som nu for eksempel de her yezidier, der var fanget på et bjerg i Irak. Det er virkelig godt gået.”

At hjælpe er ikke en fremmed tanke

Roland er opvokset i Uppsala med en far, som i en periode var ansat af Sida, den svenske pendant til Danida. Da Roland var 13 år gammel, flyttede familien et par år til Kenya, hvor faderen skulle uddanne kenyanske fysiklærere. Den tid har sat store spor hos Roland.

”De år fyldte enormt meget i min bevidsthed. Det var en fantastisk oplevelse for mig. Og i det miljø var det jo naturligt, at man hjælper bare en lille smule,” siger han og mindes, han ville uddanne sig til læge og rejse tilbage til Kenya.

”Fordi jeg ville kunne gøre mig nyttig, når jeg tog derned igen. Jeg kan huske den nedtur, det var at komme hjem igen – folk var fattige dernede, men glade. Der var en enorm energi og en glæde over at få lov at gå i skole.”

Musik og udsyn

Men musikken vandt, og så blev det ikke Kenya, men Danmark, som han kom til for mere end 30 år siden, da han ville uddanne sig hos en velanset dirigentlærer, som var professor ved konservatoriet i København.

Han er gift med Merete, som nu er pensionist, men aktiv som bestyrelsesmedlem i nødhjælpsorganisationen Verdens Børn. Gennem hende har han blandt andet besøgt et børnehjem i Indien.

Selvom fruen er medlem af bestyrelsen i Verdens Børn og er meget dedikeret til det, er der stadig plads til, at Roland vil støtte en anden organisation som Mission Øst.

”Det falder naturligt for mig at give til lidt forskellige ting. En ting er børnehjemmet, og det kører rigtig fint. Jeg synes også, Mission Øst gør et rigtig godt arbejde der, hvor det virkelig brænder på.”

Hjælp gennem støttekoncerter

Selv har Roland ikke lavet frivilligt arbejde, men måske kunne han nå ud gennem musikken, når han bliver pensionist, overvejer han.

”Det kunne være interessant, hvis man kunne få kontakt med nogle kor i tredje verden, det er bare ikke så nemt at realisere. Mit problem som dirigent er, jeg kan ikke bare lige tage af sted – vi skal af sted hele banden,” siger han og smiler lidt af tanken om at kalde det et hjælpeprojekt, når det koster en formue at fragte en masse mennesker frem og tilbage.

”Men måske nogle støttekoncerter herfra, det kan være en mulighed,” siger han og vender sig og slår et par toner an på orglet.