Hvis vi ikke redder planeten, dør vi med den, siger Mission Østs klimamedarbejder Irene Bronzini. Hun har kortlagt Mission Østs klimaindsats i hårdt ramte land- og byområder.
Denne jord er vores hjem, og vi mennesker skal passe på dette skaberværk. Vi skal gøre det omsorgsfuldt, bæredygtigt og med respekt for mennesker og naturen, som vi alle er en del af. Vi skal passe på miljøet og hjælpe dem, der er mest udsatte for klimakrisens konsekvenser.
Ordene kommer med eftertryk fra Irene Bronzini, ansvarlig for Mission Østs klimaprogrammer. Hun har netop kortlagt, hvordan værket skrider frem, så det er nemt at se, hvor og hvordan der skal sættes ind.
– Vi giver håb om at overleve den største humanitære krise, som er klimakrisen. Og vi må ikke glemme, at vi i Vesten er den største udleder af drivhusgasser, og at befolkninger i syd og øst lider mest under det. Derfor har vi en forpligtelse til at hjælpe dem med at finde strategier, der afbøder og tilpasser sig til klimaet, siger hun.
Mission Øst arbejder også på klimaområdet tæt sammen med lokale myndigheder, lokalsamfund og organisationer. Det tydeligste eksempel er indsatsen i Nepal og Afghanistan.
Forskellige klimaudfordringer
De to lande står over for forskellige udfordringer, fordi Nepal er mere udsat for vejrforandringer, der medfører oversvømmelser, jordskred og jordforringelse, mens Afghanistan oplever alvorlig tørke. Irene Bronzini forklarer:
I Nepal arbejder vi med såkaldt regenerativt landbrug i svært tilgængelige bjergområder. Formålet er at genoprette jordbundens sundhed ved hjælp af naturbaserede løsninger som organisk gødning og naturlig skadedyrsbekæmpelse. Vi dyrker på bjergterrasser og dæmmer op for oversvømmelser og jordskred. Samtidig øger vi befolkningens mulighed for at brødføde sig selv. Deres indtægter kommer hovedsageligt fra landbrug, så her lærer vi dem økologiske dyrkningsmetoder, som ikke er skadelige for miljøet.
Et bæredygtigt system
I Afghanistan er projekterne mere tværgående, forklarer hun:
– Vi bruger særlige teknikker til at opsamle vand og overrisle marker, som tilsås med lokale frøsorter, der er mere modstandsdygtige over for tørke. Det er ikke internationale eller genmodificerede frø, men afghanske frø lokalt produceret i de planteskoler, vi har bygget.
– Vi driver naturligvis også bæredygtigt landbrug, uanset hvor vi er. Og når vi hjælper med at skaffe levebrød, giver det både en indkomst for familierne og en påvirkning af lokalmiljøet, så vi sammen skaber et bæredygtigt system.
Alternative løsninger
Et eksempel er varmesystemet:
– I det nordøstlige Afghanistan plejede de at fælde træer og bruge det til at fyre og lave mad med. Men dette er ikke holdbart. For træerne blev ikke genplantet, og manglende regn mindskede chancen for overlevelse.
– Derfor lærer vi befolkningen at lave biobriketter af organisk affald. Briketterne giver mulighed for at tjene penge, idet de kan sælges på markedet, og samtidig opvarmer de husene uden yderligere træforbrug. Vi bygger også solarverandaer. Vi begyndte med 20 sidste år og er nu i gang med 20 mere. Solverandaer er udvendige solvarmeanlæg, der transporterer varm luft ind i de kolde huse.
Genplanter skovtræer og frugtplantager
Sideløbende laver Mission Øst landskabs- og genplantningsprojekter, som har til formål at genplante både typiske skovtræer og frugttræer, som man historisk har dyrket i store frugtplantager.
– Vi genplanter træer for at holde på jorden, undgå jordskred, beskytte miljøet og give folk mulighed for frugtproduktion. Så levebrødet er bygget på, hvad naturen kan give, og hvad der kan hjælpe naturen til at overleve klimaforandringerne, fastslår Irene Bronzini og tilføjer:
– Vi arbejder for, at folk kan leve i harmoni med naturen og bedre kan kontrollere deres ressourcer, passe på deres naturområder og opbygge et system, der kan afbøde resultatet af klimaforandringerne.
Også byerne lider
Mens Mission Øst arbejder i et mere landligt miljø i Nepal og Afghanistan, gribes situationen anderledes an i de to irakiske byer Hamdaniya og Mosul, forklarer Irene Bronzini:
– Byerne lider også under klimaforandringerne. Der er flere tørkeperioder i de mesopotamiske områder, og floderne er under pres. Så vi har mangel på vand, høje temperaturer og høj CO2-udledning i byerne. Mission Øst planter lokale træer i byerne, som skaber lokale byrum, mens de samtidig absorberer CO2 og giver frisk luft.
Hvorfor er du så engageret i klima?
– År 2050 er rundt om hjørnet, og hvis vi ikke formår at redde planeten, dør vi med den. Vi har ikke råd til ikke at gøre noget, fordi vi kan se, hvor slemt det står til, og jeg ønsker ikke at være en byrde for den næste generation.
– Jeg synes, det er en menneskelig værdi at passe på miljøet, hvor vi bor, slutter Irene Bronzini