Deres huse er brændt ned, deres landsbyer jævnet med jorden, og de har mistet alt. Hundredtusinder af mennesker fra Myanmars forfulgte rohingya-minoritet har søgt tilflugt i Bangladesh, hvor flygtningelejrene allerede er overbefolkede. Mission Øst koordinerer akut nødhjælp for seks hjælpeorganisationer.”De satte ild til vores hus, så vi flygtede op i bjergene!”
”Vores by blev angrebet, naboens hus blev brændt ned, og vi løb af sted!”
Rohingya-flygtninge ved grænsen mellem Myanmar og Bangladesh fortæller den ene grufulde beretning efter den anden: Landsbyer angribes, huse brændes af, og det overvejende muslimske mindretal i Myanmars Rakhine-provins tvinges på flugt.
Siden en ny angrebsbølge startede 25. august, er over en halv million rohingyaer flygtet over grænsen til Bangladesh, hvor der i forvejen er 200.000 rohingya-flygtninge. De har desperat brug for vand, mad og de mest basale hygiejneartikler for at modstå smitte og sygdom.
FN rapporterer, at flygtningene – hovedsagelig kvinder og børn – er traumatiserede, og at nogle af dem ankommer med brandskader og sår fra skydevåben, granatsplinter og landminer.
Mission Øst koordinerer hjælpen
Behovet for nødhjælp er enormt. Derfor søsætter Mission Øst en indsamlingskampagne og har netop sendt en nødhjælpskoordinator afsted for at koordinere hjælpeindsatsen fra Mission Østs samarbejdspartnere i netværket Integral Alliance.
Kendrah Jespersen fra Mission Øst skal være med til at koordinere hjælpearbejdet for organisationerne Food for the Hungry, Medair, Medical Teams International, Tearfund UK, World Concern and World Renew. Sammen uddeler de vand og mad og skaffer presenninger, liggeunderlag, køkkenudstyr og hygiejneartikler til flygtninge, der har mistet alt.
Overdækning på et par pinde
Hjælpen er hårdt tiltrængt.
20-årige Lal Bana måtte flygte højgravid og med sin toårige datter op i bjergene, da der blev sat ild til hendes hus. Efter tre dages flugt fødte hun endnu en lille pige.
– Der var ingen til at hjælpe mig, ingen læge. Og jeg blev ved med at bløde, fortæller hun.
Det lykkedes hende at kæmpe sig frem til en flygtningelejr på den anden side af grænsen til Bangladesh, hvor hun fik lægehjælp. Nu bor hun med sine to små døtre under en nødtørftig overdækning, der kun holdes oppe af et par pinde. Regnen siler ned og forvandler jorden til mudder.
Hjælpen fra Mission Øst og Integral-partnere er absolut afgørende for deres overlevelse. Uden mad, vand og ordentligt husly vil Lal Bana og hendes små børn være i livsfare.
De har intet tilbage
En familie med seks børn er netop ankommet til lejren efter otte dage på flugt uden mad og drikke. En baby på fire måneder er kun skind og ben.
– Alle indbyggerne flygtede, da landsbyen blev angrebet. Der er kun 300 overlevende ud af 1.500 indbyggere, fortæller far Piri, der var landmand og butiksindehaver i Myanmar.
– Vores børn har tabt sig, og vi har ingen penge at købe mad for, tilføjer mor Fatema.
Mission Øst koordinerer nødhjælp sammen med seks hjælpeorganisationer i Integral Alliance. Mission Øst samler også penge ind, og det samme gør en række andre Integral-medlemmer. Netværket har 23 medlemsorganisationer med kontorer i 14 lande. Tilsammen samarbejder de med over 700 lokale partnere i 90 lande verden over. I mange katastrofesituationer går Integral-medlemmer sammen for at kunne yde mere effektiv hjælp til mennesker i nød.