Det er nu to år siden den islamistiske bevægelse Taliban overtog magten i Afghanistan og skabte vanskelige arbejdsforhold for hjælpeorganisationer. Trods flere benspænd – bl.a. restriktioner på kvinders arbejde – fortsætter Mission Øst hjælpearbejde i landet og har i 2022 faktisk tredoblet indsatsen i de to nordøstlige provinser Takhar og Badakhshan.
– Vi svigter ikke de nødlidende i de områder, hvor vi gennem 32 år har skaffet mad, vand og levebrød for hundredtusindvis af mennesker, sagde generalsekretær Betina Gollander-Jensen på Mission Østs årsmøde i Karlslunde den 27. august 2023. Helt i tråd med organisationens strategi: ”Sammen om barmhjertighed.”
Hun kunne fremlægge en imponerende rapport, der viser at en halv million mennesker i 11 lande har fået direkte gavn af Mission Østs nødhjælps- og udviklingsprogrammer. Hele 83 procent af midlerne er gået til nødhjælp.
Omsætning steget med 75 procent
Og det var et flot årsregnskab for 2022, formand Torben Andersen kunne præsentere. Den samlede omsætning rundede 134 millioner kroner. Det er en stigting på omkring 75 procent i forhold til året før (76 millioner).
Det er blandt andet krisen i Afghanistan, der har fået danskerne til at donere ekstra mange penge – både offentlige og private donorer. Næsten halvdelen (45 procent) af Mission Østs samlede engagement i verden er kommet afghanske kvinder, børn og familier til gavn. I alt har 118.000 afghanere fået fødevarehjælp til at komme igennem vinteren i 2022.
Bæredygtig genopbygning af Ukraine
Men også krigen i Ukraine kalder på sympati og støtte. Det bevirkede, at det krigshærgede land står for hele 12 procent af Mission Østs samlede engagement. Her koncentrerer hjælpeorganisationen sin indsats med genopbygning af sønderbombede boligområder i Mykolaiv.
Det sker på bæredygtig vis ved at murbrokker og byggeaffald bliver forvandlet til nye byggematerialer og genbrugt til reparation og nybygning af huse til de mest udsatte familier.
Men også akut nødhjælp og beskyttelse blev der brug for i 2022. Her modtog titusindvis fødevarepakker, tæpper og andre fornødenheder, 35.455 personer fik hjælp på en af de fem klinikker, hvor Mission Øst har leveret medicin og udstyr, og over 40.000 mennesker modtog træning i hvordan de kunne beskytte dem selv og deres familier mod krigens handlinger.
Tydelig forbedring på 25 år
Årsmødets program var spækket med nyheder, bl.a. et miniforedrag af Pia Jerslund, der som bestyrelsesmedlem har besøgt Mission Østs arbejde blandt børn med handicap i Armenien. Hun kunne tydeligt se forandring i landet, som hun besøgte tilbage i 1997.
– Det var spændende at se, hvad vi faktisk har opnået på alle de år. At vi virkelig har kunnet forbedre livet for børn med handicap og afbøde forældrenes følelse af skyld og skam. Og at det i høj grad er lykkedes at vende samfundets holdning, sagde hun.
Vagtskifte i bestyrelsen
Som ethvert andet årsmøde var der også i Mission Øst valg til bestyrelsen. Gitte Stausholm, Henriette Ravn og Ole Ramsing erstatter Torben Andersen, Christian Nolsøe og Klaus Jahn, der ikke opstiller.
Gitte Stausholm er investor og har de seneste 10 år arbejdet som frivillig sygeplejerske hos Røde Kors-klinikken for illegale indvandrere. Henriette Ravn er økonomi- og administrationschef ved Kirkens Korshær, og Ole Ramsing er udviklingskonsulent ved Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).
Efter generalforsamlingen afholdt den nye bestyrelse konstituerende møde, hvor Ole Ramsing blev valgt som formand og Henriette Ravn som næstformand for organisationen.
Læs Mission Østs Årsrapport for 2022 her: