Judith Jønsby er ny engagementsdirektør i Mission Øst. Hun kommer med erfaring i strategisk kommunikation.
– Mange vil gerne gøre noget godt. Dem skal vi hjælpe til at gøre det gode!
Det siger Judith Jønsby, der fra 1. juni er ansat som ny engagementsdirektør i Mission Øst. Lige nu arbejder hun som selvstændig konsulent i strategisk kommunikation og design. Overblikket og den konkrete kommunikationserfaring tager hun med ind i Mission Østs engagementsteam i Hellerup.
– Jeg vil gerne bygge bro ved at fortælle om det fantastisk hjælpearbejde, Mission Øst gør rundt omkring i verden, på nye måder, så budskabet når ud til mange flere, siger Judith Jønsby.
Masser af potentiale i unge og ældre
Der er brug for alle til at forbedre vilkårene for de udsatte i verden, både unge, modne og ældre, mener hun:
– De unge kan være svære at nå ud til, men jeg vil gerne være med til at skabe plads i Mission Øst til de nye generationer, som i dag er meget ansvarsbevidste i forhold til forbrug, samfund, klima og miljø.
Judith Jønsby leder virksomheden By Judith og har tidligere arbejdet som kreativ chef i produktionsselskabet Copenhagen Media Facility. Inden da var hun Art Director i flere digitale virksomheder og grafisk designer hos bl.a. Danmarks Radio.
Tro mod rødderne, åbne mod verden
Hendes konkrete kommunikationserfaring og strategiske overblik bruger hun, når hun i dag faciliterer udvikling af brandidentitet i organisationer. Som hun udtrykker det:
– Hvad er vores værdier og hvordan udvikler vi os kulturelt, så vi er tro mod vores rødder og samtidig passer ind i verden som den er i dag?
Og i forhold til Mission Øst:
– Mission Øst gør en vigtig indsats ude i verden. Jeg glæder mig til at tage et friskt kig på vores kommunikation sammen med de dygtige folk i Mission Øst, så vi sammen kan skabe mere engagement på nye måder og bygge flere nye broer mellem mennesker og organisationer til gavn for vores støttemodtagere.
Aktiv fritid med kunst og kajak
Judith Jønsby bor i Græsted i Nordsjælland sammen med Henrik, som hun har to drenge med på henholdsvis 10 og 13 år.
I sin fritid designer hun kunstplakater og nyder at sejle og surfe i Gilleleje, hvor hun også er kajakinstruktør. Hun driver også en lille NGO, Papmor, som gennem kreative workshops hjælper udsatte børn til at tænke ud af boksen og skabe en bedre fremtid både for dem selv og samfundet.
Judith Jønsby tiltræder stillingen som engagementsdirektør i Mission Øst den 1. juni 2023.