Da Line Carlsen hørte, at yazidikvinders malerier var blevet vandaliseret, tilbød hun at restaurere dem kvit og frit. Nu er de klar til at blive udstillet igen.

Af Svend Løbner, journalist

– Jeg blev ked af det. Rigtig ked af det!

Ordene kommer med eftertryk fra Line Carlsen i Lundeborg, når hun fortæller om, da hun tidligere i år læste, at 17 malerier af forfulgte yazidikvinder var stjålet fra en udstilling i Farum Kulturhus og endda ødelagt og smidt i en affaldscontainer. 

– Jeg kunne forstå, at deres malerier var led i traumebehandling efter voldsomme oplevelse i fangenskab hos ISIS krigere. Hvor de levede som slaver, blev udsat for seksuelle overgreb. Og mange dræbt.

– Så jeg oplevede, at ødelæggelsen af deres malerier var et dobbelt overgreb. Det var så forfærdeligt. At de gennem noget, der skulle forløse dem, oplever endnu et overgreb. Det blev jeg både frygtelig vred over og ked af.

Lav katastrofebarriere

Derfor tog Line Carlsen kontakt med Mission Øst med et tilbud om at restaurere de 17 malerier kvit og frit. Hun er selv tidligere sløjd- og billedkunstlærer på efterskole og højskole, hvor hun tit har skullet hjælpe elever med ”redde” deres værker. 

– Så min katastrofebarriere er ret lav. Meget kan reddes, selvom det ser håbløst ud, smiler hun og viser yazidiernes værker frem. 

– Jeg tror simpelthen, at malerierne blev lagt ned over en fortovskant og blev trådt på. Eller knækket over et ben. Rammerne skulle udskiftes, lærrederne repareres og enkelte steder måtte jeg også retouchere en smule, fortæller hun.

Tilskuere blev rørt af yazidiernes historie

Line Carlsen er medlem i foreningen Lundeborg Bådebyggeri ved Lundeborg havn i den lille landsby mellem Nyborg og Svendborg. Her i fællesværkstedet arbejdede hun for åbent tæppe og oplevede stor opbakning bag projektet. 

– Jeg slog portene op på vid gab, og så kom folk kom ind og kiggede, og jeg fortalte om yazidikvinderne.  Det var rørende at se, hvor berørte folk blev, da de kom ind fra havnen, hvor den ellers stod på is og fadøl, smiler Line Carlsen.

”Jeg må kunne gøre noget!”

Nu er restaureringen fuldført, og vi besøger Line Carlsen i hjemmet, hvor hun på første sal har egne skulpturer og malerier.

– Jeg havde en del lærreder stående og en del genbrugstræ, så jeg klippede lærredsstykker og limede dem bag på de ødelagte lærreder for at holde sammen på malerierne. Lærrederne afmonterede jeg også fra de ødelagte rammer og lavede nye rammer at hæfte dem fast på. 

Line Carlsen er vant til at tage fat. Hjemme i familiens gamle bindingsværkshus er det hende, der står for vedligeholdelsen. Så da hun hørte om de vandaliserede malerier, tænkte hun:

– Jeg må kunne gøre noget! Om ikke andet så for at vise de her kvinder, at der er nogen, der vil, at så mange som muligt skal se deres billeder og høre deres historie. 

Traumer og grufulde minder

Når du selv er billedkunstner, må det gøre ekstra ondt at se andres malerier blive ødelagt?

– Ja, det er rigtig øv, hvis nogen ødelægger det, man har malet, men det er en dobbelt smerte for de kvinder, der jo har malet billederne ud fra en grusom kontekst. 

Hun viser malerierne frem et efter et. Især et af værkerne gør indtryk. Her ser man kvinder iført burka blive bundet, pisket og skudt. 

– Malerierne udtrykker de enorme traumer og grufulde minder, der plager dem, men de afspejler også den rehabilitering, de er igennem, for at de kan blive bygget op igen. Og så bliver malerierne bare smadret…

Vil tilføje glæde oven i smerten

Vi sidder stille et øjeblik. Efter en tid kommer trangen til et positivt spørgsmål: 

Hvilken følelse sidder du tilbage med efter, du har repareret malerierne?

– Jeg har et håb om, at det giver kvinderne en positiv oplevelse. At det kan tilføje dem noget glæde oven i, at det smertelige forløb ender positivt og godt. For det synes jeg, de trænger til. 

De 17 malerier er nu klar til at blive udstillet igen – med en historie om overgreb på overgreb.