At arbejde med kunstneriske udtryksformer kan hjælpe børn og voksne fri af krigens rædsler, erfarer cand. pæd. I billedkunst og kunstterapeut Kis Henriksen. Samme erfaringer drager Mission Østs fra seks børnecentre i Irak.

At tegne er at se. Men at tegne er også at gense, genkalde og genopleve. Sådan er det for traumatiserede børn og voksne efter at have været udsat for krigsoplevelser. 

Det erfarede Kis Henriksen, da hun over seks år underviste flygtningebørn i både Vejle i en traumepædagogisk metode kaldet ”Kunsten at forme et sprog”, som er en kombination af kunstterapeutiske og billedkunstneriske metoder. 

Kis Henriksens erfaringer ligner de erfaringer, der er hentet fra den danske hjælpeorganisation Mission Østs seks børnecentre i Irak. I starten tegner børnene traumet – helikoptere, bomber, maskinpistoler og soldater. Efter få måneder tegner de huse og haver med blomster og sommerfugle.

Børn er psykisk robuste

Kis Henriksens erfaring i arbejdet med børner, at børn generelt er psykisk robuste. Fra sit arbejde med flygtningebørn i Vejle viste børnene på trods deres traumatiserende oplevelser andre sider af sig selv, da de fik lov til at udtrykke sig kunstnerisk. 

”Gennem tegning og sproglige udtryk fandt de en måde at bryde en psykisk blokering og tilegne sig ny læring,” forklarer Kis Henriksen. 

Et lignende arbejde med anvendelse af tegning finder sted efter en af de seneste krige, nemlig krigen mod Islamisk Stat i Irak, som endte med, at koalitionsstyrker indtog storbyen Mosul, hvor krigere havde holdt indbyggerne som gidsler i over to år. 

I dag drives et af Mission Østs seks børnecentre i Mosuls vestlige del. På blot et halvt år har 2.000 børn og deres familier i bydelen fået hjælp og støtte til at komme sig over krigens rædsler. Hver dag kommer mellem 250 og 300 børn og unge i centret, hvor de blandt andet tegner sig ud af det mentale kaos. 

Fra symbol til samtale

Den traumepædagogiske metode udfordrer personer, der som følge af et traume kan mangle ord eller formuleringsevne for begivenheder, der har sat sig fast i sindet. Det kan således være svært at tale direkte om traumet. Men gennem arbejdet med symboler, træder indtrykkene frem, og efterhånden kan der sættes ord på oplevelserne. 

”At arbejde med symboler og at tale om symbolerne er en måde at holde lidt afstand til selve traumet, og er derfor en mindre truende måde at tale sammen på, forklarer Kis Henriksen. – Langsomt kan man ændre fokus fra den destruktive oplevelse til en positiv fortælling om det glædelige, man kan huske,” tilføjer hun.

Traumepædagogik virker

Traumepædagogik giver positive resultater. Kis Henriksen har samlet sine erfaringer i bogen ”Den Blødende Bro”, der forklarer og illustrerer den traumepædagogiske metode ”Kunsten at forme et sprog”, som hun har udviklet. 

I bogen er der blandt mange eksempler en beskrivelse af en 15-årig drengs udtryk ”Ikke se, ikke høre, ikke tale”. Øjne og mund er syet sammen og hænderne holder for ørerne. Billedet udtrykker, hvordan traumet lukker af for kommunikation med verden. Verden lukkes ude, og man lukker sig selv ude. Drengen har med denne tegning givet udtryk for sin smerte både visuelt og sprogligt gennem sit valg af titel. 

Et andet eksempel fra bogen er, hvordan en kvindelig lærer i byen Mostar, med to tegninger har arbejdet med temaet ”Mit Livstræ”. Det første livstræ foranledigede en fortælling om, hvordan hun oplevede, at lyset ikke længere ville skinne i hendes liv på grund af menneskelige tab. Det andet livstræ to år efter var fyldt med lyse farver, et træ med blade og en lille fuglerede med æg og en fugl, der kommer flyvende, hvortil der blev skrevet et haikudigt: ”Kast stråler. Og se nedad. Der ser du, alt er blevet bedre”.