Margarita, hendes mor og to børn flygtede fra Karabakhs gamle hovedstad Shushi, da aserbajdsjanske angreb satte ind. Familien har mistet alt, men er trods alt samlet i en flygtningelejr.

Fredsaftalen mellem Armenien og Aserbajdsjan efterlader armenierne i Karabakh med et territorium i den nordlige halvdel af enklaven, og afleverer resten, inklusive beskyttelseszonen omkring Karabakh, til Aserbajdsjan.

I en flygtningelejr i det sydlige Armenien sidder den 31-årige Margarita med sin søn Artur, 9 år, og datteren Narine, 6 år. De kommer fra den gamle Karabakh-hovedstad Shushi, som blev indtaget af aserbajdsjanske styrker.

Før krigen begyndte, arbejdede Margarita på et apotek i Shushi, mens hendes mand kørte ambulancer ud af hovedstaden i Stepanakert.

Så droner på himlen

Margarita fortæller engageret om morgenen den 27. september, da krigen startede:

– Klokken var 08.30. Det var en klar og smuk dag. Vi fik kaffe med arbejdere, der var i gang med at bygge et hus til min bror, der har fem børn. Pludselig hørte vi en høj lyd, og vi så en stor sky af røg. Arbejderne gik ovenpå og opdagede fem droner på himlen. De blev bange og skyndte sig ud af huset. Krigen var startet.

– Vi skjulte os i et beskyttelsesrum i to dage. Da vi endelig kom ud, gik jeg ud på min altan, hvor jeg så en drone angribe et militærcenter. Det var tungt skyts, og jeg fik panik.

Panikken breder sig

To dage senere, den 29. september, kl. 13, begyndte aserbajdsjanske styrker at skyde mod byen. Margarita fortæller om de hektiske minutter, der fulgte:

– Jeg skyndte mig til min arbejdsplads på apoteket, hvor jeg havde skjult mit pas, dokumenter og personlige lægemidler. Mens jeg var på apoteket, hørte jeg nogen råbe højt og jeg skyndte mig ud og hjem. Undervejs mistede jeg nøglerne, så da jeg senere ville vende tilbage til apoteket for at lave kopier af mine eksamensbeviser, kunne jeg ikke komme ind.

Kort efter så Margarita et stort fly kaste bomber over hovedstaden Stepanakert.

– Jeg var så stresset og skyndte mig hjem uden at vide hvad jeg skulle gøre. Jeg pakkede to store tasker med børnenes tøj, mens min mor skyndte sig til busstationen for at finde en bus, der kunne evakuere os.

Løb ud i slåbrok og sutsko

– Min mor ringede kort efter til mig og bad mig skynde mig og kun medbringe vores pas. Så jeg efterlod de to poser tøj i huset. Jeg løb i slåbrok og sutsko sammen med mine børn, men da vi nåede frem til min mor, var alle evakueringsbusser kørt.

Det lykkedes dog Margarita på en eller anden måde at finde en minibus, hvor en anden familie havde fået transport.

– De lukkede mig og mine to børn ind, men vi måtte køre uden min mor, fortæller Margarita.

Hun og børnene ankom til sikkert til den armenske by Abovyan i Kotayk-regionen, hvor hun har en tante, som familien kunne bo hos. Der boede de i et lille hus i 12 dage.

Det lykkedes moren at undslippe

Den 7. oktober blev Shushi angrebet af tungt artilleri hver time – og det var svært for Margaritas mor at flygte. De lykkedes dog at komme med bil til en flygtningelejr uden for Yeghegnadzor i Armenien.

– Hun bad os om at slutte sig til hende, og den 11. oktober kom vi her og har været her lige siden, fortæller Margarita.

Hvordan har du det med at Shushi nu er faldet og på aserbajdsjanske hænder?

– Det er meget smertefuldt, fortæller Margarita, mens hun kniber en tåre. – Jeg indtog meget medicin, endda med sprøjte. Det er så frygteligt.

Hvordan tager børnene det?

– Jeg prøvede at holde dem væk fra krigen og sagde, at de blot skulle gemme sig, når de hørte sirener. Vi gemte os i naboens beskyttelsesrum, indtil det var uudholdeligt. Dér bad vi om, at vi måtte overleve.

Mission Øst er nu ved at forberede en hjælpeindsats, der skal give de fordrevne mad, vintertøj, hygiejneartikler og værnemidler mod COVID-19.