Hun havde netop afleveret sin søn på 12 år i skolen og derefter sin 9-årige datter i en børneinstitution og var på vej til sit arbejde som sygeplejerske, da det første angreb pludseligt og uventet blev sat ind mod hovedbyen Stepanakert.

Hvem skulle hun hente – sin søn eller sin datter?

”Der lød et kæmpe brag, og derefter lød sirenerne”, fortæller Margarita. ”Min første tanke var at få mine børn i sikkerhed”, husker hun fra de desperate sekunder, da krigshandlingerne brød ud. ”Men hvem skulle jeg vælge først? Min søn i skolen eller min datter i institutionen? Jeg var skræmt fra vid og sans. Folk var i panik. Jeg anede jo ikke, hvad der skete, og om mine børn var i sikkerhed”, husker hun.

Datteren var tættest på, og Margarita kunne huske, at skolen havde eget beskyttelsesrum, så hun skyndte sig at hente datteren, og de søgte begge til nærmeste beskyttelsesrum, tæt på deres hjem. Flere eksplosioner og timer senere fik hun endelig bekræftet gennem andre i beskyttelsesrummet, at hendes søn var i sikkerhed. Lærerne havde bragt alle børn på skolen ned i beskyttelsesrummet – også hendes 12-årige søn.

Flygtede fra krig og nød – efterlod alt

De næste dage var der kampe tæt på hendes hjem på trods af den skrøbelig våbenhvile, der officielt var indgået den 20. september. Hendes mand frygtede at blive mobiliseret. Våben, bøger og flag blev indsamlet og destrueret. Et brændstofdepot eksploderede med mange dræbte og sårede. Hospitalerne var lukket. De fleste læger var flygtet.

Efter 5 dage lød der rygter om, at den berygtede Latjin-korridor ville blive genåbnet for civile. Korridoren er en smal landstribe, som forbinder enklaven Nagorno-Karabakh med selve Armenien. I december 2022 blokerede aserbajdsjanske styrker Latjin-korridoren og afskar dermed totalt det armenske befolkningsflertal i enklaven fra omverdenen.

Vi havde kun få øjeblikke til at beslutte os, fortæller Margarita. ”Min bror, svigerinde og deres børn havde pakket deres bil og kom over til os først. Vi besluttede på stedet at tage med dem, pakkede hvad vi kunne nå i vores bil og tog afsted. Vi efterlod alt bag os, men vi turde ikke vente”, husker hun.

“I må forstå, at der ikke var noget at blive for længere”, insisterer Margarita. ”9 måneders effektiv blokade havde lukket de fleste butikker. Ingen fødevarer, ingen benzin, ingen gas, ingen medicin. Brødrationen var på 200 gr. per person, og man måtte vente i kø hele natten på at få sit brød. Vi turde ikke andet end at flygte. Vi var allerede udsultede – og vi frøs. Det var for utrygt at blive”.

Direkte til modtagecenter i Yeghegnadzor

Margaritas familie tog afsted kl. 3 om natten. 20 timer tog det at komme frem til sikkerheden i Armenien. De sov alle i bilen. Havde ikke mange forsyninger med.

Sultne, trætte og skræmte blev Margarita og hendes familie først registreret hos de armenske myndigheder i byen Vayt ca. 200 km fra grænsen. Derefter tog de direkte til modtagecentret nær byen Yeghegnadzor, som Mission Øst støtter med mad, medicin og fornødenheder. Bygningerne er ejet af kirken. Biskoppen og vores lokale partner, Syunik NGO, sørger for sengepladser, måltider, sanitet og frivillige til at tage sig af de ca. 200 familier og børn, som centret kan rumme. En moderne træbarak til at huse endnu flere flygtninge er ved at blive færdiggjort. Biskoppen har planer om at opføre flere barakker på kirkens jord ikke langt derfra.

“Jeg var heldig, for jeg vidste hvor jeg kunne tage hen og få hjælp”, fortæller Margarita. “Jeg var her også under den sidste krig i 2020. Der er mange, der ikke aner, hvor de skal sove, få mad eller tryggere rammer for børnene”.

“Jeg tog tilbage dengang i 2020, fordi mit liv, hele min historie ligger i Nagorno-Karabakh. Vi havde stadig håb om at kunne fortsætte vores liv der. Men denne gang er det anderledes”, fortæller hun. ”Der er ikke noget i Nagorno-Karabakh for os længere. Artsakh, som vi selv kalder vores område, eksisterer ikke længere”.

“Mine planer for fremtiden?”, spørger du. ”Jeg ved det ikke. Lige nu hjælper jeg til som sygeplejerske her på centret. Men jeg aner ikke, hvad der skal blive af os, og hvor vi ender”, slutter Margarita.

Brug for vores støtte

Vi sidder lidt og sunder os efter Margaritas dramatiske og bevægende historie. De smukke, fredelige omgivelser foran modtagecentret i Yeghegnadzor står i næsten skærende kontrast til hvad vi lige har hørt. En børneflok fletter blomsterkranse. Andre børn maler. Solen bager ned over efterårsløvet langs floden. Der er stille. Ligefremt trygt.

“Hvad gør I imod tomrummet, mens folk venter på en afklaring”, spørger jeg biskoppen, der har fulgt vores samtale med Margarita. ”Lige om lidt”, fortæller han, ”bliver folk delt op i arbejdshold for at holde stedet her i orden. Nogle bliver sat på madhold, andre på havehold, rengøringshold, brændehold osv. Vi laver systuer og undervisning af børnene. Det er vigtigt at holde sig beskæftiget. Jeg ved præcis, hvad der skal gøres. Vi har prøvet det flere gange før”, fortæller biskoppen.

Jeg tror ham – på hvert et ord, han siger! Det nytter at hjælpe. Og armenierne har prøvet det før. De ved bedre end nogen, hvordan det gøres bedst. Men de har brug for støtte. Al den støtte, de kan få. Nu er det op til os at levere den.

Programchef for Armenien, Fie Østergaard og Fundraiser Jens Marcussen fra Mission Øst var på lyn-visit i Armenien for at mødes med lokale partnere og undersøge, hvad behovene er, og hvordan vi bedst sætter ind med hjælp.

 

(Foto)

33-årige Margarita, mor til 2: ”Jeg vil være stolt og glad, hvis min historie kan bidrage til bedre forståelse og mere hjælp. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Du må gerne tage mit foto, hvis det bidrager. Selvfølgelig må du det!”