I 1990erne uddelte Mission Øst i flere år mad og varmt tøj, bl.a. på det armenske børnehjem Nubarasjen nr. 11. Men den sovjetiske tilgang til handicap lagde en tung dyne af mismod over alle armenske børnehjem. Ægteparret Jane og Dennis Loze besluttede at gøre noget ved det.Af Line Højland, kommunikationsmedarbejder
En iskold lørdag morgen i 1998 besøger ægteparret Dennis og Jane Loze Nubarasjen nr. 11 – et børnehjem for børn med “mentale problemer” i udkanten af Armeniens hovedstad Jerevan. Dennis skriver senere i sin selvbiografi om besøget:
“Da vi gik ind i bygningen, slog kulden os i møde. Det var ikke bare temperaturen, der var kold, men hele bygningen var så streng og nøgen og stille, og hvor var alle børnene henne? Vi gik ned ad en lang stenkorridor og gennem dobbelte døre ind i et stort rum med lange borde og bænke, hvorpå der sad børn fra syvårs- til teenagealderen, omkring 150 i alt. Alting var så stille, der var ikke én, der hviskede, og mellem bordene gik fire-fem voksne pakket godt ind mod kulden. De virkede som fangevogtere eller fængselsbetjente, og der var ingen smil. Vi havde medbragt pirogger, med kød eller kartofler i dej, som var en typisk armensk ret, samt æbler og det frugt, vi ellers havde kunnet finde. Børnene spiste meget hurtigt, og ikke en krumme blev levnet, men også det foregik i total stilhed, mens ‘vagterne’ kiggede på dem.”
Et liv uden latter
Dennis Loze havde arbejdet som fysioterapeut for flere engelske fodboldklubber, bl.a. Arsenal. Under en tur til Armenien sammen med nogle engelske fodboldspillere, der ville lære armenske flygtningebørn sporten, følte han sig kraftigt kaldet til at vende tilbage til Armenien for at blive der i længere tid. Dennis fik en kontrakt som fysioterapeut for det armenske fodboldforbund, og et par måneder senere vendte han derfor tilbage sammen med sin hustru Jane og deres 12-årige datter Morgana.
Under deres ophold kom de i kontakt med en gruppe frivillige fra Røde Kors, og det var sammen med dem, at de besøgte Nubarasjen nr. 11 for første gang. Mission Øst og andre organisationer havde i flere år sendt mad og vintertøj til børnehjemmet, men behovet var stadig stort. Og som Dennis og Jane Loze fik at mærke på egen krop denne vintermorgen, var der brug for mere end blot mad og tøj. Disse børn havde et altoverskyggende behov for at blive set – at få lov til at grine og lege og at få de stimuli, som børn har brug for, så de kan vokse op og blive velfungerende mennesker.
Hvordan kunne de hjælpe børnene?
Lørdag efter lørdag besøgte Dennis og Jane børnehjemmet, og det blev ugens højdepunkt – både for dem og for børnene. Børnene var ikke alene glade for at få varieret mad. De var også himmelhenrykte over, at nogle voksne viste interesse for dem. Og Dennis og Jane begyndte at blive følelsesmæssigt knyttede til børnene. Mens de fortsatte deres daglige arbejde i løbet af ugen, var deres tanker konstant hos børnene og det brændende spørgsmål: Hvordan kunne de komme til at tilbringe mere tid på Nubarasjen nr. 11? Men transporten derud og det svære armenske sprog var begge dele uoverstigelige forhindringer.
Løsningen viste sig en søndag, hvor Jane i en kristen gruppe organiseret gennem Morganas skole mødte Peter og Jikke Drummond-Smith. Peter arbejder i dag som Mission Østs operationschef i Bruxelles, men dengang var han landeleder på Mission Østs kontor i Armenien, og Jikke var projektkoordinator. Jane fortalte parret om sine oplevelser på Nubasjen nr. 11. Peter og Jikke var klar over problematikken, men havde ikke selv kunnet finde løsningen. Til Janes store overraskelse og glæde foreslog de, at Jane og Dennis skulle udvikle et program for børnene på Nubarasjen, og Mission Øst ville til gengæld betale transport og tolk.
Blev slået, hvis de talte
Jane og Dennis begyndte at komme på børnehjemmet tre eftermiddage om ugen. Om eftermiddagen havde børnene “lektietimer”, hvor lærerne skulle hjælpe dem med deres skolefag. Virkeligheden var en anden: Børnene sad musestille på gulvet timer ad gangen, og vovede de at sige en lyd, blev der kvitteret med et slag fra de ældre elever, der var sat til at overvåge dem. Lærerne sad i et tilstødende lokale og drak kaffe. Jane og Dennis læste op på emnet legeterapi, og det begyndte de nu at føre ud i praksis. De flyttede børnene fra de indelukkede klasselokaler og ud på gangene, og da vejret blev varmere, sørgede de for at rydde de udendørs arealer for kaktusplanter, så børnene kunne spille bold. De malede væggene i klare farver, tegnede dyr på dem, og de fejrede børnenes fødselsdage.
“Et af formålene med vores terapiprogram har været – igennem leg og fysiske øvelser – at give børnene glæde og en øget selvtillid, og at lære dem at samarbejde. I den tid, vi har arbejdet med børnene, har vi set, at de blevet mere levende, interesserede og villige til selv at yde en indsats. Samtidig har børnene opnået en række praktiske færdigheder. De kan nu klokken, de kender deres fødselsdag og kan udføre simple ting som at binde deres snørebånd,” fortalte Dennis dengang til Mission Øst-magasinet.
Falske diagnoser
Udover de fælles aktiviteter begyndte de også at finde ud af, hvad hvert enkelt barn fejlede, så de kunne målrette undervisningen bedre. Undersøgelsen gav et overraskende resultat: Over 85 procent af børnene på Nubarasjen nr. 11 havde slet ikke et mentalt handicap. Jane opsøgte familierne for at finde ud af, hvad der var sket. Det viste sig, at forældrene havde skaffet børnene en falsk diagnose, så de kunne komme ind på børnehjemmet. Børnene kom fra så fattige kår, at forældrene ikke selv kunne brødføde dem.
Som tiden gik, blev Jane og Dennis mere og mere knyttede til børnene, der gennem deres nye virkelighed begyndte at åbne sig op og vise følelser. Personalet var derimod stærkt utilfredse. Ægteparrets arbejde viste med al tydelighed deres egen uformåenhed. Især forholdet til inspektøren blev gradvist værre, og til sidst måtte Jane og Dennis med sorg i sindet afbryde arbejdet på Nubarasjen.
Ændrede lovgivningen
Men det betød ikke enden på deres engagement for børn med handicap i Armenien. De havde rigeligt med både erfaring og data til at påvise, at deres arbejde var både nødvendigt og nyttigt. De øgte derfor det armenske uddannelsesministerium om lov til at undervise lærerne på andre armenske institutioner for børn med handicap. Det var et langt sejt træk at komme igennem til andre skoler. Men under workshoppene oplevede de, hvordan de ellers så rigide lærere formåede at arbejde sammen som en gruppe med latter og humor.
Ægteparret Loze tilbragte i alt fem år i Armenien med at undervise lærere til børn med handicap og indlæringsvanskeligheder. De lagde grundstenen til det arbejde, Mission Øst siden har udført blandt personer med handicap i Armenien i samarbejde med de armenske handicaporganisationer Bridge of Hope og Arabkir. Alle børn i Armenien har nu ret til at få en uddannelse, og den nationale læreruddannelse omfatter undervisning i, hvordan de kan inddrage børn med handicap, fx. indlæringsvanskeligheder, i undervisningen. Takket være Jane og Dennis Loze er meget sket siden den lørdag morgen i 1998, hvor børnene på Nubarasjen nr. 11 var tvunget til at sidde musestille i en iskold sal.
Denne artikel er delvist baseret på Dennis Lozes bog Arsenal to Armenia, Trafford Publishing 2008.
———————————————————————————————————————————————————–
Stemplet som defekt
I Sovjetunionen anså man personer med handicap for at være defekte. I stedet for at undervise børn med særlige behov på deres egne præmisser, blev de lukket inde på institutioner som Nubarasjen nr. 11. Videnskaben om handicap hed “defektologi”, og holdningen var, at børn med “defekter” aldrig kunne lære noget. Historisk set er mennesker med handicap også i Danmark blevet set som defekte. For eksempel var det helt frem til 1962 lovligt at tvangssterilisere mennesker med udviklingshæmning i Danmark.
———————————————————————————————————————————————————–
Ud af mørket
I Armenien arbejder Mission Øst sammen med de lokale handicaporganisationer Arabkir og Bridge of Hope. Sammen driver vi en række centre med udvikling og genoptræning til børn med handicap. De ansatte besøger familier i de fattige landsbyer og finder frem til børn med handicap, der lever skjult for omverdenen, og får dem i behandling. For at bryde med de tunge tabuer, bliver forældrene organiseret i støttegrupper. Og på skoler og lærerseminarer bliver der fokuseret på at inddrage børn med handicap. Bridge of Hope har desuden haft indflydelse på ændring af den nationale armenske lovgivning.
Mange af Bridge of Hopes ansatte og medlemmer har selv et handicap eller er forældre til børn med handicap. I 2014 fik Bridge of Hope UNESCO’s internationale pris for at fremme inkluderende uddannelse.
———————————————————————————————————————————————————–
”Vi kan ikke bære uretfærdigheden længere!”
25-årige Arevik har siden 2000 deltaget i træning og fortaleraktiviteter organiseret af Mission Øst og Bridge of Hope. Nu arbejder hun for Bridge of Hope. Om sit engagement siger hun: „Jeg har altid haft dette handicap, og det er en del af mig ligesom min hudfarve. Sammen med hundredvis af mine jævnaldrende taler jeg for menneskerettigheder og værdighed. Vi kan ikke bære uretfærdigheden og uligheden længere. Vi er nødt til at kræve vores ret til uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundslivet som ligeværdige borgere i vores samfund.“