Flugt er ikke kun tab, men også en mulighed for at vinde livserfaring og træne sociale muskler, mener psykolog Naderah Parwani.

Naderah Parwani er psykolog med særlig indsigt i flygtninges tab og traumer, mest på grund af hendes uddannelse og erfaring fra egen praksis i Bagsværd, hvor hun bl.a. behandler klienter med flygtningebaggrund, men også fordi hun selv er flygtning, idet hun allerede som otteårig måtte flygte fra Afghanistan.

Hun vil dog ikke kun tale om lammende frygt, voldsomme traumer eller forfærdelige skæbner. Tværtimod taler hun om afghanerne som et stærkt folk, der tager sin skæbne på sig og bruger selv smertelige erfaringer til at blive klogere på sig selv og verden:

”Vi glemmer tit at fortælle, hvor smukt et folk afghanerne er. De er ikke svage, men stærke. De er nogle af de mest gavmilde mennesker, jeg har mødt. Og det mener jeg ikke kun, fordi det er mit folk. Det er bare sådan, de er. De favner dig – helt bogstaveligt. Det er den afghanske ånd,” fastslår Naderah Parwani.

Åndelig rigdom i ruinerne

Ifølge hende er det de politiske magtstrukturer, der fastholder afghanerne i fattigdom. Selve folket er gavmildt, ambitiøst og modigt. De er villige til at arbejde hårdt og ofre sig for fællesskabet. Når undertrykkelsen er væk, kan den afghanske ånd sættes fri, mener hun.

”Der ligger så meget åndelig og kulturel rigdom imellem ruinerne i Afghanistan. Der er en inderlighed, et livsnærvær, som sufismen i Afghanistan også udspringer af. Den inderlighed udtrykkes ikke kun gennem poesi, afghansk litteratur og kunst, men også gennem kontakten med befolkningen, gennem de hjemløse børns øjne i moskéerne, gennem alle de familier, der tager hjemløse til sig og forsørger dem, gennem opmærksomheden på hinanden i hverdagen, gennem samarbejdet mellem naboer, hvor man løfter hinandens byrder. Det er den afghanske ånd, som ingen bomber kan udslette!”

Umenneskelighed og medmenneskelighed

Hjælpeløsheden oplevede Naderah Parwani på egen krop, da hun som otteårig måtte flygte med sin familie fra Afghanistan over Iran og videre til Danmark.

”Jeg kan huske, da russerne invaderede vores hjem i Afghanistan. De kom i grønne militæruniformer, og vi blev vækket midt om natten. Jeg blev bange. Mine forældre havde et hjørne i huset, hvor madrasser og ejendele lå pakket. Russerne rev det hele ned, og det rystede min far. Jeg kan huske, hvor ydmygende det var at skulle stå i kø for at få mad i flygtningelejren. Jeg følte mig som en tigger. Og jeg husker diskriminationen, da vi kom til Iran. Priserne var højere for afghanere, og afghanske børn måtte ikke gå i skole med iranske børn. Som flygtning oplever du menneskers umenneskelighed, men du oplever også menneskers medmenneskelighed.”

Hun fortsætter:

”Samme medmenneskelighed og umenneskelighed har jeg erfaret i Danmark. Forskelsbehandlingen rammer dig. Du er den fremmede, men når du møder andres frygt for fremmede, lærer du at møde fremmede med omtanke og omsorg. Det har givet afghanerne og andre flygtninge en kulturel intelligens, en fleksibilitet og et afslappet forhold til mennesker, der er anderledes end dem selv. Vi ser i dag, hvordan danskere flygter fra skoler med mange ”fremmede”. Fremmede forbindes med noget negativt i stedet at for at forbinde dem med rigdom og styrke.”

Krige vil dræbe kærlighedsånden

Naderah Parwani vil have danskerne til at kende den afghanske styrke, da vi vil kunne lære meget af flygtninge, mener hun.

”Afghanernes viljestyrke er ligesom deres bjerge, deres lette sind og spontanitet, deres gavmildhed og gæstfrihed. De er ofre for krig, men krigen siger ikke meget om den afghanske ånd. Krigene har handlet om at dræbe kærlighedsånden i Afghanistan. Afghanerne kan derfor ikke rubriceres og kategoriseres efter udefrakommendes forgodtbefindende. En fælde, vi nemt falder i som observatører udefra. Afghanerne er meget mere end ofre. Vi kan have ideer om, hvem ’de fremmede’ er, men et oprigtigt møde med et menneske eller et folkeslag opstår først, når vi kender dem og deres historie.”

Historien har gjort dem ’socialt intelligente’

”Jeg synes, at de fleste afghanere er enormt socialt intelligente. De er meget opmærksomme socialt. De responderer på en sund måde på andres kontakt og smerte. e responderer ikke kun med et følelsesmæssigt nærvær, men også et fysisk og praktisk nærvær, hvor kærlighed bliver til handling. Det er en styrke, det afghanske folk har, og som jeg elsker ved mit hjemland. Jeg tror, det kommer af vores historie, vores helt igennem fascinerende litteratur, der er fuld af inderlighed, og af al den uretfærdighed, vi har skulle rumme som folk. Ud af mange af de tab, får afghanerne bekræftet deres tro på kærligheden endnu mere. Jeg håber, at jeg gennem det kliniske arbejde kan hjælpe dem med at holde den afghanske kærlighedsånd i live,” slutter Naderah Parwani.

Om Naderah Parwani

Naderah Parwani er født i Afghanistan og flyttet til Danmark som 8-årig. Hun er uddannet psykolog og underviser på jobcentre kvinder med anden etnisk baggrund end dansk i det danske arbejdsmarked. Derudover behandler hun minoritetsborgere og superviserer fagprofessionelle, der arbejder med minoritetsborgere. I sin fritid er hun engageret i kampen mod racisme og diskrimination på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Hun er medstifter af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination (PND), der tæller 260 psykologer og psykologstuderende i Danmark.

Læs mere om Naderah Parwani her: www.naderahparwani.com.