Nazimas børn havde ikke tid til at passe deres skole, fordi de brugte al deres tid på at hente vand ved en kilde langt fra hjemmet.
Af Mission Øst Afghanistan, oversat og redigeret af Line Højland, kommunikationsmedarbejder – september 2018
I den lille landsby i det nordøstlige Afghanistan, hvor Nazima bor med sine børn, var der indtil for nylig ikke nogen vandhaner. Den nærmeste kilde lå to kilometer væk, og Nazimas børn skulle hver dag bruge timer på at hente vand til drikke og madlavning.
”De havde ikke tid til at gå i skole. Vi kunne ikke gå i bad og opretholde en ordentlig hygiejne, fordi der ikke var vand nok. Og det vand, vi brugte til at drikke og lave mad af, var det samme som dyrene drak af, så jeg og mine børn havde tit mavepine og diarré,” fortæller den 36-årige kvinde, og tilføjer: ”Og æslet, som mine børn brugte til at hente vand med, skulle jo også fodres.”
Rent vand nu tæt på hoveddøren
I dag er æslet solgt og pengene brugt på bl.a. blyanter og hæfter til børnenes skolegang. De har nemlig fået tid til at gå i skole og skabe sig en fremtid. Diarré og mavepine døjer de ikke længere med.
Al denne fremgang skyldes et Mission Øst-projekt støttet af danske fonde og privatpersoner og den tyske stat. Arbejdet har bl.a. omfattet at skabe bedre sundhed for familierne i de afsidesliggende bjergegne i det nordøstlige Afghanistan ved at etablere vandhaner med rent drikkevand. ”Nu har vi rent vand kun et par skridt fra hoveddøren,” siger Nazima.
Et ordentligt latrin
Det er vigtigt at have rent drikkevand, men nok så vigtigt er det at kende til god hygiejne og at have et sted af gå på toilettet, så afføring ikke forurener drikkevandsforsyningen. ”Vi plejede at gå på toilettet ude på marken, men nu har vi et ordentligt latrin og ved, hvor vigtigt hygiejne er. Vi har fået sæbe, negleklipper og shampoo,” fortæller Nazima glad.