Sikkerhedssituationen i Afghanistan er den værste siden krigen mod Taleban startede. Den offentlige infrastruktur er brudt sammen, og selv hærdede krigskorrespondenter holder sig i stigende grad væk. Men hvordan håndterer almindelige afghanere den permanente undtagelsestilstand? Afghanerne har en evne til at finde løsninger, hvor der ingen er, viser Mission Østs erfaring.
“Vi sidder her og drikker te og spiller spil. Det er totalt tidsfordriv, fordi vi er bange og magtesløse over for det, der sker i vores land.” Sådan fortæller Simi Jan, TV2s freelance-korrespondent i Afghanistan, til DRs radioprogram ”Mennesker og Medier” om, hvordan hendes afghanske veninder i Kabul holder frygten fra livet.
Afghanistan er stadig et af verdens fattigste lande. Og krigen, der snart går ind i sit 20. år, er under optrapning. Den bliver stadig blodigere år for år.
Afghaneres stærke overlevelsesinstinkt
Nogle gange kan det være svært at fatte, hvordan almindelige afghanere, der er omgivet af kamphandlinger, sult og fravær af alle former for infrastruktur, kan få en hverdag til at fungere uden at sygne hen i apati.
Så hvad er det for nogle ressourcer, afghanerne trækker på for at overleve både fysisk og mentalt? For at få indblik i det, har vi talt med Mission Østs forhenværende landechef i Afghanistan, Benny Werge.
”Afghanere er ekstremt hårdføre. Folk lægger sig ikke syge,” husker Benny. ”Det var noget, jeg virkelig bed mærke i under min tid derude. Folk kommer på arbejde, uanset hvad, om de så skal slæbe sig afsted med et brækket ben. Der er ingen, der tager sig en ”øv-dag” ligesom her i Danmark, hvor vi har et meget højt sygefravær.”
Det hænger sammen med, fortæller Benny, at der er et meget stærk overlevelsesinstinkt til stede blandt afghanere, som manifesterer sig ved, at mange begraver sig i pligter og arbejde: ”Uanset hvor slemt det er, kan man ikke bare læne sig tilbage”.
Øget solidaritet og skærpet egoisme
Bagsiden af dette overlevelsesinstinkt er imidlertid, at medmenneskeligheden nogle gange ryger sig en tur:
”Afghanere er ikke altid lige søde ved hinanden. Selv inden for den samme landsby går de hårdt til hinanden, for de kæmper om de samme ressourcer.”
Men andre gange er det netop denne ressourceknaphed, som skaber et ekstra stærkt sammenhold internt i familien og landsbyen, fortæller Benny: ”Hvis man sulter kan man altid møde op hos et familiemedlem og blive bespist. Det er ikke noget man bare lige gør her i Danmark. Afghanerne sender også penge til de familiemedlemmer, der ikke har mulighed for at flygte.”
Krigen har således på paradoksal vis fostret øget solidaritet på den ene side og skærpet egoismen på den anden. Og når det kommer til solidaritet, er det interessant at bemærke, hvordan kvinderne har reageret på fraværet af staten, understreger Benny:
”Kvinderne har opbygget deres eget sikkerhedssystem i fraværet af staten. Opsparingsforeninger for kvinder inden for landsbyen, som ofte ikke fungerer andre steder i verden, fungerer, fordi der er en høj grad af social kontrol, og man er optaget af at beskytte familiens ære. Så der er ingen, der stjæler.”
Tro på egne evner
Saleha er netop en af de afghanske kvinder, der finder løsninger, hvor der ingen er, medmindre hun selv gør noget. Hun er en kvinde på 49 fra Takhar-provinsen.
Hendes mand blev for 14 år siden mentalt handicappet, så han ikke længere kunne forsørge familien på ni personer. Salehas ældste søn har ligeledes mistet evnen til at bidrage til familiens overlevelse siden han blev skadet i kamp mod Taleban.