Hvordan gik det til, at cirka en million mennesker døde af sult i Nordkorea i halvfemserne? Og kan vi forhindre, at det sker igen lige om lidt?
Halvfemserne står tilbage som en mørk periode i nordkoreanernes historie. Sovjetunionens sammenbrud og adskillige naturkatastrofer var medvirkende til en hungersnød, der slog cirka en million mennesker ihjel.
Nordkorea har siden republikkens oprettelse ønsket at være selvforsynende.
Trods dette var landbrugssektoren i høj grad afhængig af materialer og billig olie fra Sovjetunionen, og den økonomisk tætte tilknytning fik derfor store konsekvenser for Nordkorea, da Sovjetunionen kollapsede i starten af halvfemserne. Samhandlen gik i stå, og blandt andet udbyttet fra landbruget faldt drastisk derefter.
Naturkatastrofer og situationen i dag.
Alvorlige oversvømmelser i 1995 og 1996 samt tørke og en ødelæggende vindstorm i 1997 tog hårdt på afgrøderne og efterlod landet med tomme forrådskamre og en hungersnød, der slog cirka en million mennesker ihjel.
Situationen i dag ligner situationen dengang.
80 procent af dette forårs høst af byg og hvede er slået fejl på grund af oversvømmelser og ekstrem vinterfrost. I juni satte myndighederne den daglige ration ris ned til 150 gram pr. voksen. Det svarer til en lille skål eller 400 kilokalorier,
hvilket er en femtedel af, hvad et menneske har brug for.
FN anslår, at ¼ af Nordkoreas befolkning på cirka 24 millioner mennesker har akut brug for hjælp.