For rigtig mange familier i Nepals mest fattige bjergområde går der meget tid med at hente vand. Tid, der kunne være brugt på at sikre et større udbytte i marken, så flere kan blive mætte.
40-årige Indaharas bare fødder sætter spor i mudderet, mens hun bevæger sig ned ad bjerget. Enkelte steder har mudderskred forvandlet stien til en udfordring for selv en linedanser, og det er umuligt at forestille sig, hvordan hun vil klare turen, når sneen snart begynder at falde.
Men hun er nødt til det. Hendes familie kan ikke overleve uden vand, og de to eneste vandposter ligger helt nede i bunden af bjerglandsbyen. Her fylder hun kobberkrukken med vand og sætter den tunge beholder op i kurven, som hun bærer på ryggen. Så kæmper hun sig atter den lange vej op ad de smattede og smalle stier.
Men det er snart slut.
Sammen med vores lokale partner er Mission Øst lige nu i gang med at bygge to nye vandposter i landsbyens øvre del. For Indahara gør det så stor en forskel i hendes liv, at hun stadig har svært ved at tro det. De andre indbyggere føler sig dybt rørt over, at der er nogle, der bekymrer sig om dem.
“Det føles som et broderskab,” siger én af de ældre mænd.
Oktober 2008