Lokale opsparinger er en afgørende håndsrækning for sårbare kvinder i det nordvestlige Nepal. Mission Øst ruster kvinderne til at få økonomisk og demokratisk indflydelse igennem spare-lånegrupper.
Diskrimination og ulighed er hverdag for mange kvinder i det afsidesliggende Humla-distrikt i Nepal. De står ofte uden muligheder og indflydelse i samfundet.
Men med spare-lånegrupper nedbryder Mission Øst sammen med kvinderne barrierer og giver udsatte kvinder mulighed for i fællesskab at spare penge op og låne penge ud til hinanden.
Landbrugsgruppe udvides
25-årige Ditya og 27-årige Soneeya bor i den afsidesliggende landsby Unapaniop ad Himalayabjergene. De to kvinder er medlemmer af en landbrugsgruppe med 23 andre kvinder. De har alle modtaget undervisning i bæredygtige landbrugsmetoder og ny teknologi til opbevaring af afgrøder. De dyrker klimaresistente afgrøder og anvender organiske pesticider.
Med hjælp fra Mission Øst er landbrugsgruppen nu også blevet til en lokal spare-lånegruppe, hvor kvinderne kan investere og opbygge økonomisk sikkerhed.
– Vi har ikke mulighed for at åbne en bankkonto eller optage lån ved almindelige banker, fordi vi er for fattige. Så spare-lånegruppen gør en kæmpe forskel for os. Her kan vi tage lån til at udvide eller klimasikre vores landbrug, opstarte husdyravl eller egen forretning, fortæller Soneeya, medlem af Unapani spare-låneog landbrugsgruppe.
Mission Øst har iværksat 49 spare-lånegrupper og 41 landbrugsgrupper i det nordvestlige Nepal, som modtager månedlig vejledning og undervisning. En særlig målbar effekt i de 49 spare-lånegrupper er, at alle medlemmer møder vilkårene for hel tilbagebetaling af lån.
Økonomisk uafhængighed
En spare-lånegruppe minder om en andelssparekasse og bestyres af medlemmerne selv.
– Som medlem betaler jeg et månedligt opsparingsbeløb til gruppen på 100 nepalesiske Rupees (5,5 kr. red.). Det noteres i en regnskabsbog, så vi har styr på vores fælles opsparede pulje. Når man tager et lån og tilbagebetaler noget af lånet, bliver det også skrevet ned. Alt opbevares i en aflåst metalkasse, forklarer Soneeya.
Kvinderne mødes regelmæssigt og tre udpegede medlemmer passer på nøglerne til kassen. Systemet sikrer, at der ikke kan manipuleres med regnskaberne eller nogen stjæler fra kassen.
I spare-lånegrupperne fokuserer Mission Øst på at styrke kvindernes viden og økonomiske uafhængighed. De modtager undervisning i god regnskabspraksis og lærer at drive en forretning.
Spare-lånegruppen har også bragt kvinderne et skridt nærmere ligestilling:
– Gruppen har ændret vores mentalitet. Før var vi ikke vant til at udtrykke vores meninger, og vi tænkte på os selv som mindreværdige. Nu kræver vi vores ret til at deltage i beslutninger derhjemme og i landsbyen, siger Ditya.
Kollektiv grøntsagshandel
35-årige Narakala gik sammen med fire andre kvinder fra den lokale sparelånegruppe og ansøgte om et lån til en kollektiv frugt- og grøntsagshandel i deres landsby. Ansøgningen blev godkendt, og kvinderne fik mulighed for at udfolde deres potentiale som iværksættere:
– I butikken sælger vi alt muligt frugt og grønt fra vores egne landbrug. Ideen var at gøre det nemmere for folk at handle ind. Før skulle de gå flere kilometer. Butikken har forbedret vores indkomst, og der er stor opbakning til vores kollektive butik, siger Narakala stolt.
For Narakala har muligheden for at starte butikken været afgørende.
– Mine afgrøder og vores kollektive butik holder mig travlt beskæftiget. Jeg er glad, for butikken sikrer min familie en stabil indkomst og varieret mad på bordet. Det vigtigste er, at jeg kan give mine børn en tryggere og bedre opvækst, end jeg selv har fået, slutter 35-årige Narakala.
Den kollektive butik er et af mange eksempler på, hvordan spare-lånegrupper kan skabe nye indtjeningsmuligheder for sårbare kvinder.