Mathias bor i Kirke Hyllinge på Midtsjælland med sin mor, far og lillebror. Han har været blind lige siden han var næsten nyfødt. Alligevel føler han sig som en seende blind, som han kalder det, da han ikke føler sig motorisk begrænset af sit synshandicap – noget han og hans forældre har arbejdet med gennem hele hans liv: 
 
“Der er nogle ting, jeg altid skal have hjælp til. Men jeg vil gerne sørge for, at der er så mange ting som muligt, jeg selv kan. Det har jeg og mine forældre gjort alt for. Jeg vil bare gerne være så selvstændig og selvhjulpen som mulig.” 

 

Behandler mig som glas

Mathias er netop begyndt i 10. klassecentret i Roskilde. Og det tager en del kræfter at komme til et nyt sted, med nye omgivelser, lærere, støttelærer og nye venner:  ”Mange har behandlet mig lidt ligesom glas. De har enten ikke turde spørge om mit synshandicap, da de ikke ved, hvordan de skal spørge mig. Og flere ved ikke helt, hvordan de skal tackle det. Men dem, jeg er kommet i klasse med, er ret gode til at fortælle mig, hvem de er.

Det er nok meget naturligt, at de seende ikke ved, hvordan de skal forholde sig, når de møder mig. Men det tænker jeg ikke over mere, for det har jeg oplevet så mange gange før. Når vi lærer hinanden at kende lidt bedre, kommer de selv og spørger. Og så kan de jo godt se, at jeg bare er blind, men ellers helt normal. Jeg skal jo også lære dem at kende, for der skal to til en tango,” fortæller Mathias, og tilføjer: 
 

“Jeg har primært synshandicappede venner, men også nogle seende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har altid prøvet at mænge mig med de seende. Jeg tror, at hvis jeg lærer en seende at kende godt, vil personen vide, at jeg er normal. Jeg skal jo også lære, hvordan jeg skal gebærde mig i jeres seende verden. Altså, vi er jo mennesker alle sammen.” 

Prøv at lukke øjnene og spil FIFA

Når Mathias har fri fra skole, spiller han bl.a. FIFA på sin PlayStation. Det har han lært sig at spille på trods af han ikke kan se spillerne: 

“Når jeg spiller Fifa lægger jeg meget mærke til, hvordan publikum reagerer, og til kommentatoren, for de nævner navnet på den jeg spiller til. Men det er virkelig svært og kræver virkelig meget koncentration. Prøv at lukke øjnene og spil en Fifa kamp, så kan du se hvor svært det er.” 
 

Derudover spiller Mathias Goalball, som er den eneste holdsport for svagtseende. Selvom han er ind over landsholdet, er det stadig det sociale i spillet, som holder ham fast:
 
”Jeg er sammen med andre med synshandicap, der har det ligesom mig. Og det er også dér, jeg har mange gode venner. “
 

Han spiller også bas og går til undervisning hos en baslærer, der også er blind. Og det giver ham meget mere end bare musikundervisning: 
 
”Min baslærer er blind og det er hans kone også. Vi får spillet lidt bas. Men han hjælper mig også med helt almindelige ting – fx hvordan steger man frikadeller eller pandekager. Det er en kæmpe hjælp for mig, at han har prøvet det hele før, og kan videregive sin erfaring, som hverken mine forældre eller andre seende kan forklare. Han kan hjælpe mig videre med alle mulige ting.” 

Fremtidsudsigter

Mathias ser sit synshandicap som et vilkår, men ikke som en begrænsning af, hvad han gerne vil i sit liv. “Jeg vil gerne være sportsjournalist, for jeg er rigtig glad for sport. Jeg vil gerne lave interviews med sportsudøvere,” forklarer han og slutter:  ”Man skal leve sit liv. Man skal ikke se udfordringer, men muligheder. Og så skal man sørge for at få det bedste ud af det.”