Amarsingh fik betændelse i foden og må nu leve med et handicap resten af livet. Han har nu fået en køkkenhave med hjælp fra Mission Øst.
Alt går op og ned i de nepalesiske bjerge. Byerne er bygget som trappetrin ind i bjerget, hvor man kommer fra et hus til et andet på stiger med trinnene hugget ind i en træstamme.
Bønderne, der hyrder deres kvæg i bjergene bevæger sig op og ned ad kvægstier i sten og klippestykker, der ruller, skrider og er glatte i regn og snevejr.
Når ens bevægelsesmønster er vertikalt i stedet for horisontalt, og a til b er op og ned, er det at have en deform fod eller andet fysisk handicap en daglig udfordring.
En splint i foden endte som deformitet
Amarsingh bor i landsbyen Thehe i Nepal, ligesom sine forældre og bedsteforældre. Som barn trådte han på en torn, der klemte på nogle nerver i foden og benet. Såret blev ikke behandlet, da der ikke findes læger eller sygeplejerske i miles omkreds. Så Amarsingh lå i sengen i flere måneder med et hævet ben, han ikke kunne støtte på. Han indså efterhånden som foden ikke helede, at han ville leve med et handicap resten af sit liv, og derfor ikke længere kunne løbe rundt og lege med de andre børn. Eller drive kvæget på græs i bjergene i samme omfang som sine forfædre havde gjort det. Og som hans venner gjorde.
Drillerier og udskamning
Han oplevede også, hvordan hans venner pludselig begyndte at opføre sig anderledes over for ham.
”De andre børn jeg tidligere havde leget med begyndte at drille mig og kaldte mig krøbling og andre grimme ord. De drillede mig også med, at vi ikke havde råd til at tage mig til lægen,” fortæller Amarsingh, der boede med sin mor og sin storebror.
”Min far døde før jeg blev født, så der var kun min mor og min bror. Min mor elskede os højt, og passede mig, mens jeg lå i sengen. Men hun havde hverken tid eller penge til at gøre noget ved min situation.”
Bange for aldrig at blive gift
Da Amarsingh skulle giftes var en af hans bekymringer, at han ikke ville kunne finde en kone pga. sin deformitet. For når han både kom fra en fattig familie med en enlig mor og ikke havde samme arbejdskapacitet som andre uden et handicap, var han bange for, at ingen ville have ham. Men heldigvis fandt han sin kone, som han har to børn med og er rigtig glad for.
Søn faldt ned fra et tag
En af Amarsings sønner faldt ned fra et tag fra skolens toilet, da han var 12 år, og fik påført sig et permanent handicap i hånden og armen. Det har givet ham besværligheder med at spise, arbejde i køkkenet og i marken. Amarsingh blev bekymret for, hvordan familien skulle kunne klare to personer i familien med handicap. Men sønnen blev screenet af skolen HEAD (én af Mission Østs lokale partnere i området), hvor han nu bor og uddanner sig – for hovedet er der ikke noget galt med. Det er Amarsingh virkelig glad for:
”Jeg kan ikke gøre så meget ved min egen situation. Jeg er ved at være gammel og har ikke anden fremtid end her i Thehe. Men det har min søn, og jeg vil gøre alt for at hjælpe ham til at få en god fremtid.
Kvæg og køkkenhave
Ud over sit kvæg har Amarsingh også et lille stykke jord, som han bruger som køkkenhave. Gennem et af Mission Østs projekter med at hjælpe bønder til at blive selvforsynende, har han fået mulighed for at dyrke sine egne grøntsager. Kvæget bruger han til at trække sin hjemmelavede træplov, når jorden skal klargøres til såning.
Udfordringer med handicap
Der er rimelig mange udfordringer for et menneske som Amarsingh med et fysisk handicap, når man skal forsørge en familie i barske omgivelser, hvor man dagligt bevæger sig rundt på de stenede stier op og ned ad bjergene med en deform fod og hyrde kvæget.
”Det er vanskeligt at gå op og ned ad bjerget for at græsse kvæg, men jeg har ikke noget valg, jeg må gøre det! Jeg har også en køkkenhave, som jeg pløjer og sår, så vi kan så grøntsager og forsørge familien,” fortæller Amarsingh, der prøver at klare sig, trods sit handicap. Men også er realistisk om det han ikke kan, som fx at danse den traditionelle nepalesiske dans, man danser i Thehe, slutter han med et smil.