Livet som enlig mor i Nepals bjergegne er benhårdt. Det kan Tula Bista bevidne, men ikke desto mindre finder hun stadig energien til at deltage i Mission Østs læsegruppe for kvinder, hvor hun får øjnene op for nye muligheder uden for landsbyen.

Af Susanne Madsen, fundraiser – april 2018

Hver dag vågner Tula Bista ved firetiden om morgenen og laver mad til sine fire børn. Så tager hun hen til marken, hvor hun arbejder, og her knokler hun indtil sidst på eftermiddagen, hvor hun går ud i skoven for at finde foder til sine geder og brænde til huset. Så tager hun hjem, laver aftensmad, vasker op og går i seng. I de sidste fem år har den 33-årige enlige mor desuden brugt to timer seks dage om ugen i Mission Østs læsegruppe for kvinder, hvor hun lærer tal og bogstaver og om sine rettigheder og andre nyttige ting. Selv om det er hårdt oven i alle de andre pligter, har det givet hende nye muligheder:

”Nu kan jeg selv tage på markedet og sælge mine geder. Før var jeg afhængig af, at én af mine naboer tog med. Jeg kan bruge en mobiltelefon og en regnemaskine og selv stå for mit salg. Når kvinder kan læse, har de mange flere muligheder på markedet,” fortæller hun begejstret.

”Jeg følte det som et fængsel”

I begyndelsen krævede det stort mod at tage hen i læsegruppen. De andre i landsbyen drillede og kom med bemærkninger: ”Hvad tror du, at du kan? Tror du, at du kan blive læge eller pilot?” blev der sagt, når de tog hen til møderne. Mændene anklagede Tula for at opføre sig som en mand.

I dag ser det anderledes ud. Mændene har fået øjnene op for, hvor meget kvinderne får ud af undervisningen og er begyndt at bakke dem op. I landsbyen er de holdt op med at gifte børn bort i en tidlig alder. Kvinderne er begyndt at tale frit og sige deres mening. Nogle mænd er ligefrem begyndt at hente brænde og lave mad. For i Tulas landsby er det som i resten af det vestlige Nepal kvinderne, der løfter den tungeste arbejdsbyrde. Det vurderes, at de arbejder op til fire timer mere end mændene – hver dag. ”Jeg følte det som om, jeg var i et fængsel med alle de pligter, jeg konstant skulle ordne. Det var som om, der var et slør for mine øjne.”

Adgang til kyllinger

I læsegruppen har kvinderne også lært at kræve deres ret hos de lokale myndigheder. Der bliver nemlig uddelt kyllinger til de kvinder, der ønsker det, men mange er ikke klar over det. Nu kan Tula og de andrekvinder læse skilte, og de ved, hvor de skal henvende sig for at få hjælp. Kvinderne er heller ikke længere bange for at rejse til den nærmeste by Gamghadi, og Tula har fået forbindelse til sine slægtninge dér, som hun taler med i mobiltelefonen.

I det hele taget oser Tula af selvtillid – hun er med i kampagner mod børneægteskaber og fortæller om, hvad hun har lært. Projektet er slut, men kvinderne fortsætter med at mødes en gang om måneden. De har startet en spare-låne gruppe, og Tula drømmer om at åbne et hotel eller en butik. ”Nu har jeg jo mulighed for at tage et lån,” siger hun.

————————————————————————————–

”Pengene bliver brugt på det rigtige”

Læsegrupperne i Nepal bliver blandt andet finansieret af Nettolager:

”Der er ikke særlig meget fokus på Nepal i medierne, så det er svært for organisationerne at få støtte til at hjælpe folk der. Med vores støtte er vi med til at få arbejdet til at komme op at køre. Og ved at donere gennem Mission Øst ved vi, at pengene bliver brugt helt rigtigt til de mennesker, som vi ønsker, at hjælpen skal gå til.”