Lalparu Sunar voksede op i en fattig familie i det fjerntliggende Karnali uden at kunne læse og skrive. Efter at have deltaget i en læsegruppe for kvinder fik hun mod til at stille op til lokalvalget – og blev valgt ind.Asha Budha Magar, Mission Øst Nepal, september 2017
Lalparu Sunar ville gerne oprette en bankkonto. Hun, hendes mand og deres fire børn boede i et smalt skur på en lille jordlod, hvor de kun kunne dyrke mad til fire måneder om året. Resten af tiden måtte manden arbejde som daglejer, enten i lokalområdet eller i nabolandet Indien. Lalparu havde derfor åbnet en lille købmandsbutik, der skulle supplere familiens indtægter, og for at holde styr på økonomien havde hun brug for en bankkonto. Men banken krævede hendes underskrift, og det var mere end den ellers handlekraftige kvinde kunne klare. Hun havde nemlig aldrig lært at læse og skrive.
En ’urørlig’ familie
27-årige Lalparu Sunar blev født ind i en fattig dalit-familie. De kasteløse dalitter lever på bunden af det nepalesiske samfund og omtales som ’de urørlige’. Hvis nogle af naboerne fra de andre kaster ved et uheld kom til at røre ved Lalparu eller én i hendes familie, skyndte de sig at sprøjte sig med vand for at blive rituelt rene igen. Og hun måtte pænt vente med at bruge landsbyens fælles vandhane, indtil der ikke var andre i nærheden.
Denne udelukkelse fra fællesskabet holder dalitterne fast i en lammende fattigdom. Og fordi kvinder i Nepal generelt lever under hårdere vilkår end mænd, udgør dalit-kvinder som Lalparu en af de mest udsatte grupper i det fattige område.
Tal, bogstaver og rettigheder
Problemet med bankkontoen gjorde det klart for Lalparu, hvor vigtigt det var at lære at skrive. Hun blev derfor deltager i en læsegruppe for kvinder oprettet af Mission Øst. Ud over ni måneders træning i tal og bogstaver lærte kvinderne om deres rettigheder, og Lalparu blev langsomt opmærksom på, at hun som kvinde og dalit havde samme rettigheder som alle andre til et liv uden vold, fattigdom og diskrimination. Deltagerne modtog herefter træning i, hvordan de selv kunne planlægge kampagneaktiviteter. De besluttede at lave en kampagne mod den skadelige praksis Chhaupadi, hvor kvinder under menstruation og efter børnefødsler bliver forvist til en primitiv hytte under uhygiejniske forhold, hvilket udgør et alvorligt problem for deres sundhed. Det gav hende en forståelse for, hvordan man kan skabe et bedre liv for udsatte kvinder.
En travl kvinde
Lalparu er blevet en travl kvinde: Ud over at være læsegruppens kasserer er hun viceformand i landsbykommunens kvindenetværk og medlem i distriktets kvindenetværk. Hun har arbejdet for, at fødevarehjælp bliver uddelt retfærdigt, hun har deltaget i en kampagne for bedre lægehjælp, og hun er med i et femårigt projekt, der skal sikre rent drikkevand. Med disse erfaringer i rygsækken besluttede hun sig for at stille op til valget til lokalrådet i 2017.
Nepals lokalrådsvalg svarer til det danske kommunalvalg, men på grund af mange års konflikt og ustabilitet i landet har der ikke været sådanne valg i 20 år. Traditionelt har meget få kvinder fået plads i rådene, så som kvinde og dalit traf Lalparu en modig beslutning ved at stille op. Så meget mere overrasket var hun over at blive valgt ind: ”Jeg plejede at være nervøs og ryste, når jeg skulle tale, så jeg forblev stille. Nu har jeg en stemme til at sætte emner på dagsordenen, have med mennesker at gøre og endda holde taler i store forsamlinger,” siger hun. Og hun er ikke den eneste: Ud over Lalparu blev 13 kvinder fra Mission Østs læsegrupper valgt ind i Karnalis forskellige lokalråd.
Den største bedrift
Lalparu har en lang række sager, som hun ønsker at sætte på den lokalpolitiske dagsorden: Hun vil styrke udviklingen for fattige og marginaliserede kvinder og hjælpe kvinder, som har været udsat for vold på grund af deres køn. Hun vil kæmpe imod tvungne ægteskaber, børneægteskaber, flerkoneri, diskrimination af lavere kaster og isolation af kvinder i deres ’urene’ perioder. Og hun vil arbejde for at komme alkoholmisbrug og hasardspil til livs. Men Lalparu mener alligevel, at den største bedrift i hendes liv hverken er at have fået politisk indflydelse eller at holde store taler. Hendes største bedrift er at have lært sin mand at skrive sit navn, så også han kan underskrive vigtige dokumenter. For det var i bund og grund dér, det hele begyndte.
——————————————————————————————————————————————————————
Læsegrupper for kvinder
Mission Øst har i en årrække opretet læsegrupper for kvinder i det vestlige Nepal med støtte fra bl.a. Läkarmissionen, Danmarksindsamlingen og Civilsamfund i Udvikling (CISU).
——————————————————————————————————————————————————————
Forvisning af kvinder 
I det vestlige Nepal betragter man en kvinde, der har sin menstruation eller netop har født et barn, som uren. Kvinden bliver i disse perioder forment adgang til hjemmet og må tilbringe dag og nat i en stald eller primitiv hytte, hvor hun udelukkende må spise tørkost og ris. Hvis hun drikker fx mælk, mener man, at koen, som mælken kommer fra, kan blive syg. Denne adskillelse kaldes Chhaupadi. Flere kvinder er under Chhaupadi døde af slangebid, isnende kulde eller af røg fra ildsteder i de dårligt ventilerede hytter. En ny lov er netop blevet vedtaget, hvor det kan straffes med fængsel i op til tre måneder eller en bøde på 3.000 nepalesiske rupees (185 danske kroner) at tvinge kvinder til Chhaupadi. Mission Øst har i en årrække arbejdet på at afskaffe praksissen gennem kampagner og oplysningsarbejde.