PORTRÆT: Setara Hassan flygtede fra Afghanistan som barn. Nu vil hun skabe udvikling i sit hjemland. Blandt andet gennem sin nye rolle som medlem af Mission Østs bestyrelse.
Krigen i Afghanistan stjal hendes barndom. Nu vil hun give kommende generationer i området mulighed for et værdigt liv. Setara Hassan er nyvalgt medlem af Mission Østs bestyrelse, hvor hun nu er næstforkvinde.
Setara Nigar Hassan flygtede fra Afghanistan som 15-årig, tog en universitetsuddannelse i Danmark, vendte tilbage til Kabul for FN og kæmper nu for især pigers og kvinders rettigheder i Afghanistan.
Den 33-årige iværksætter er et særdeles kompetent bestyrelsesmedlem med viden og et særligt førstehåndskendskab til befolkningens vilkår i det krigshærgede Afghanistan. Mission Øst har siden 2001 arbejdet i den nordøstlige del af landet med vand, sanitet, hygiejne, fødevaresikkerhed og katastrofeforebyggelse.
Kabul var støv og ruiner
”Mine minder om Kabul var støv og ruiner, meget få mennesker, ingen elektricitet og ingen vand,” fortæller Setara Hassan om sin opvækst i det uroplagede Afghanistan.
”Min barndom blev stjålet,” konstaterer hun:
”Legepladser blev forvandlet til kamppladser, skoler blev brugt som befæstninger, børnesange blev erstattet af skudlarm på radioen. Latter var erstattet af rædsel, kærlighed af frygt. Der var mangel på mad, men synet af menneskeblod var normalt,” fortæller Setara.
Gensyn som voksen
Det lykkedes Setaras far at flygte til Danmark, hvor han i 2004 fik familiesammenføring med Setara, hendes søskende og mor, der da var nået til Pakistan. ”Jeg var én af de få heldige,” som hun udtrykker det.
I Danmark gik Setara på sprog- og højskole, afsluttede en studentereksamen og kunne i 2014 kalde sig kandidat i ”International Business and Politics” fra CBS. Da muligheden for et praktikforløb hos FN-organet UNOPS i Kabul bød sig, sprang hun til. Her samarbejdede hun med FN og en vifte af hjælpeorganisationer og opbyggede et netværk af kompetente afghanske kvinder.
Et andet Afghanistan
Mødet med hendes gamle hjemland åbnede nye perspektiver. I Danmark havde hun lært om konflikter og borgerkrige op gennem historien – også krigen i Afghanistan. Men nu fik hun et dybere indblik i den konfliktramte befolknings vilkår. Gennem samtaler med lokale, rejser til provinsen og et projekt for kvindelige studerende i landet, oplevede hun både den politiske konflikt og befolkningens håb og drømme på nært hold:
”Jeg lærte, at problemer i Afghanistan er langt mere komplicerede, end man skulle tro. Der er korruption, fattigdom, fundamentalisme og mangel på vand og elektricitet mange steder. Der er så meget, der spiller ind,” fortæller Setara, der samtidig erfarede, at befolkningens håb er enkelt: Fred.
Optimistisk for fremtiden
Setara ser optimistisk på fremtiden, selv om netop freden lader vente på sig.
”I de sidste 19 år er vi gået et skridt frem og tre skridt tilbage. Udviklingen i Afghanistan er gået op og ned. Men der er udvikling,” konstaterer hun og uddyber:
”Der er børn, der går i skole nu. Der er kvinder i alle mulige stillinger i regeringen, i privatsektoren, i fjernsynet, i butikkerne og i supermarkederne. Der er nye veje og bygninger. Når man ser på det, frem for det, jeg så i 2003, så kan jeg jo godt se en udvikling. Jeg kan se befolkningens muligheder og modstandskraft.”
Kulturel indsigt
Udviklingsarbejde er Setaras passion. Derfor stillede hun beredvilligt op til Mission Østs bestyrelse. Her kan hun især bidrage med sin insiderviden om Afghanistan:
”Det er en svær kultur at forstå, fordi der er så mange etniciteter, og hver etnicitet har deres måde at leve på,” forklarer hun.
Kvinders rettigheder
Der er især én sag, der ligger hende særligt på hjerte:
”Jeg synes, at det er vigtigt, at man bringer kvindernes syn på banen, når man arbejder med udvikling, og at man inkluderer dem i alle projekter. Uanset hvilket projekt, man har med at gøre, kan man altid tænke: ”Hvordan kan vi gøre det nemmere for kvinderne i området at få gavn af dette projekt? Hvad har de af ideer til, hvordan vi kan hjælpe dem?””
Setara Nigar Hassan har været leder for en tv-station i Kabul gennem to år, og betegner sig som aktivist for kvinders rettigheder i Afghanistan. Hun bor på Amager og er ved at starte en socialøkonomisk virksomhed, der skal skaffe teknologi til kvinder i Afghanistan, så de kan brødføde deres familier.