Karen Sophie Krag har baggrund i både Danmark og Peru. Hun har oplevet fattiges barske levevilkår i afsidesliggende bjerge. En virkelighed, hun også beskriver som ny redaktør og digital kommunikatør i Mission Øst.
Kommunikation er at bygge bro, skabe kontakt, opnå fælles forståelse og måske også empati og engagement. Derfor er det en fordel at have baggrund i forskellige kulturer. Og har man som Karen Sophie Krag baggrund i så forskellige og for hinanden så afsidesliggende lande som Danmark og Peru, så ligger kommunikation lige til højrebenet.
Derfor har hun allerede i en ung alder arbejdet med PR og marketing i Orgreen Optics A/S, Integral A/S, Kaffe Bueno ApS og CAP Partner – alle i København. Og derfor har hun søgt ind i Mission Øst, hvor hun nu er redaktør og ansvarlig for digitale og sociale medier i organisationen.
Men der er en grund mere til, at hun netop er endt i Mission Øst:
– Jeg kunne se, at Mission Øst arbejder med langsigtet udviklingshjælp og i fjerntliggende områder af verden. Det tiltalte mig, fordi min mor selv kommer fra et af de fattigste områder af Peru – en lille landsby i et meget svært tilgængeligt område af Andesbjergene.
Mor med inka-baggrund
Selv om Mission Øst ikke arbejder i Latinamerika, kan Karen Sophie Krag genkende fattiges vilkår i de 11 lande mod øst og syd, som organisationen arbejder i. Frem mod en master i virksomhedsdrift og kommunikation fra Copenhagen Business School studerede hun bl.a. i Mexico, Brasilien og Argentina.
Det rører en blød plet indeni hende, når hun skal videreformidle personlige historier om mennesker i dyb nød, som får hjælp til selvhjælp, fortæller hun:
– Som barn er jeg vokset op med historier fra landsbyen i Peru, hvordan min mor først fik et par sko, da hun var seks år. Det var svært for hendes familie at få mad på bordet; derfor måtte hele familien medvirkede til forsørgelsen. Børnene fik kun begrænset skolegang, fordi familien var afhængige af, at de hjalp til derhjemme.
I landsbyen taler de ikke spansk, men Quechua, der er et gammelt inka-sprog. Sproget tales i dag af mellem 8 og 11 millioner af de oprindelige indbyggere i Peru, Ecuador og Bolivia.
Startede strikfirma
Karen Sophie Krag har besøgt morens landsby i Andesbjergene flere gange, og startede blandt andet virksomheden MANO World, hvor hun hjalp befolkningen med at afsætte strik i Danmark.
– De fleste familier arbejder med landbrug, men også med at spinde, væve og strikke i Alpaca-uld. Jeg lærte dem skandinavisk design for at de kunne sælge deres produkter herhjemme. Det var meget tilfredsstillende at kunne gøre en forskel og sende pengene tilbage til landsbyen, fortæller hun og tilføjer:
– Jeg har behov for at arbejde med noget meningsfyldt i min karriere. Jeg vil gerne gøre en forskel for de mest sårbare.
Har lært at løfte i flok
Hun glæder sig især over Mission Østs levebrødsprojekter, hvor fattige befolkninger lærer at dyrke bæredygtigt med varierede afgrøder, der også kan tåle klimaforandringer.
– Min far en landmand fra Lolland. Her er jeg vokset op på en gård, hvor vi ligesom i min mors familie lærte at løfte i flok og hjælpe med at høste. Min far har besøgt min mors landsby og delt sin viden om landbrug med lokalbefolkningen og lært dem at udnytte jorden og dyrke andre afgrøder end de plejer. Min onkel har også været der og lært befolkningen biavl og at bygge bistader – ligesom vi gør i Mission Øst.
– Så det er meget håndgribeligt for mig at beskrive de forskellige projekter, Mission Øst har gang i rundt omkring i verden.
Personlige historier vækker følelser
Hvad er det særlige kommunikation kan?
– Personlige historier kan udvide vores horisont. Det er en mærkesag for Mission Øst. Gennem personlige case-historier mærker man pludselig, hvordan andre mennesker har det. Det vækker følelser og siger meget mere end statistikker og rapporter.
– I Mission Øst har vi fokus på den enkelte. Ja, vi hjælper flere 200.000 mennesker hvert år, men hver af de mange tusind er jo enkelte mennesker med hver deres særlige udfordringer og muligheder. Når man hører om deres behov og opdager deres overlevelseskraft, får man lyst til at hjælpe.
Empati, forståelse og respekt
Hvad kan du bidrage med som flerkulturel?
– Jeg tror nok, at jeg har udviklet empati, forståelse og respekt for menneskers forskellige overbevisninger. I Andesbjergene har de oprindelige folk stor respekt for Moder Jord og takker dyrene, som de også holder fest for. De oprindelige folk lever i nuet og har stor respekt for både mennesker og miljø. Det kan vi lære af i Vesten.
Jeg tror, det giver en bredere horisont at have baggrund i så forskellige lande som Danmark og Peru. Man udvikler en respekt for andre menneskers måde at leve på. Vi kan lære af dem, ligesom de kan lære af os, slutter Karen Sophie Krag.
Hun bor på Vesterbro med sin kæreste og betegner sig selv som et familiemenneske. I sin fritid holder hun af at være ude i naturen, dyrke yoga og løbetræne.