Hjælpeorganisationen indsamler penge til ofre for tirsdagens eksplosion i den libanesiske hovedstad. Over 300.000 har mistet hus og hjem og har akut brug for penge til mad, husly og nødhjælp.
Over 100 dræbte, 4.000 sårede og 300.000 hjemløse. Katastrofen efter bombeeksplosionen i den libanesiske hovedstad Beirut er enorm og kalder på hjælp fra alle gode kræfter.
Mission Østs lokale samarbejdspartnere står klar til at rykke ud med nødhjælp. Hjælpen er i første omgang kontanthjælp til familier, der har mistet deres hjem og nu står med helt uoverskuelige udgifter til mad, husly, medicin, lægehjælp og hygiejne i den kaotiske situation.
– Vores samarbejdspartnere har personale, der er i fuld gang med at finde frem til de mest nødlidende, og har et godt netværk af lokale hjælpeorganisationer tæt på havnen, hvor bomben sprang, fortæller Mission Østs konstituerede generalsekretær Peter Drummond-Smith og tilføjer:
– Disse kvarterer er hårdt ramt af eksplosionen. Vi ved, at mange tusinder af mennesker her ikke længere kan opholde sig i deres lejligheder, som har lidt enorme skader. Ud over huslybehov har mange også brug for kontanter til lægehjælp og medicin og andre øjeblikkelige behov