Der er mangel på mad, husly, levebrød og uddannelse hos både de 1,5 mio. syriske flygtninge og hos den libanesiske lokalbefolkning i Libanon. Økonomien er i stor krise. Desperationen kan mærkes hos de syrere og libanesere, der er med i Mission Østs programmer i Libanon, fortæller Mission Østs udsendte medarbejder.

Krigen i Syrien har de seneste ni år sendt omkring 1,5 millioner syriske flygtninge over grænsen til Libanon. Det har lagt et massivt pres på den libanesiske økonomi, der i forvejen er truet af intern korruption og uroligheder. Men nu er landet ved at bukke under, så både libanesere, og i særdeleshed de syriske flygtninge, lider under
den økonomiske afmatning.

I efteråret 2019 åbnede Mission Øst programmer i Syrien og Libanon med økonomisk støtte fra Danida. Det gjorde vi for at yde både akut nødhjælp og langsigtet udviklingsstøtte til syriske flygtninge og internt fordrevne i Syrien såvel som til lokalbefolkningen i Libanon. Alle tre parter er hårdt mærkede af ni års krig og af fortsat politisk ustabilitet og økonomisk krise. 

Behovet for hjælp er massivt

I Libanon opholder syriske flygtninge sig på snart tiende år under kummerlige forhold uden fremtidsudsigter og mærker i stigende grad, hvordan de lokale værters tålmodighed med deres tilstedeværelse er ved at slippe op. Både konflikten og flygtningestrømmen lægger massivt pres på den libanesiske økonomi i kombination med den tiltagende økonomiske og politiske tumult internt i Libanon. I områderne Aley og Batroun, hvor Mission Øst hjælper både syriske flygtninge og lokale libanesere, er behovet for hjælp ekstra stort. Der er nemlig stort set ikke andre hjælpeorganisationer tilstede udover Mission Østs lokale partner Tabitha. Det oplevede vores medarbejder Rebecca Zorn, der i februar besøgte Mission Østs og Tabithas programmer i Libanon.

Både flygtninge og lokale under pres

”I Libanon lider økonomien under en voldsom afmatning. Alle mærker virkningen af den fortsatte økonomiske tilbagegang og devaluering af valutaen, selv middelklassen,” fortæller Rebecca.

”Efterhånden som krisen vokser, begynder flere libanesere at dukke op i det community center, vi driver, i håb om, at vi kan give dem basale fornødenheder, som de ikke længere har adgang eller råd til. Vi forsøger at tilbyde bæredygtige løsninger som færdighedskurser. Men lige nu er kontant hjælp til mad, hygiejneartikler og brændstof en større prioritering.”

Mission Øst er den eneste NGO i området

Da vores lokale partner Tabitha er en af de eneste ngo’er, der opererer i området, er behovene enorme, forklarer Rebecca: 
”Alle vores kurser, hvor vi træner kompetenceudvikling og forskellige livsfærdigheder, er overbooket, og der er en lang venteliste. For eksempel er flere af kvinderne analfabeter, så vi giver et kursus i grundlæggende læse- og skrivefærdigheder. Men også kurser i almindelige livsfærdigheder såsom kvinders rettigheder, menneskerettigheder og kurser i seksuel og reproduktiv sundhed er i vores færdighedsprogrammer. Kvinderne lærer nye færdigheder og føler sig mere bemyndiget til at finde arbejde. For syriske flygtningekvinder og børn er det nødvendigt, at de kurser, vi tilbyder, giver dem færdigheder, der kan skabe økonomiske muligheder, også
når de vender hjem.”

Positive resultater

Og her er resultaterne allerede positive, fortæller Rebecca:
”Fx har det givet et stort selvtillids-boost til både de syriske flygtningebørn og deres forældre, at de modtager fransk- og engelskundervisning. Det gør, at børnene kan følge med i skolen, og forældrene kan hjælpe dem med lektierne, fordi libanesiske skoler både er på arabisk og engelsk eller fransk. Ud over dette er socialiseringen vigtig. Mange syrere sidder derhjemme i mørke, uopvarmede krisecentre med begrænset social kontakt. Community centret er et sted, hvor de får venner og kan tale
om deres oplevelser.”

Rebecca fremhæver desuden resultaterne af vores psykosociale indsatser for børn med krigstraumer:

”En stor andel af de syriske flygtningebørn er traumatiserede af krigen og har alvorlige mentale problemer, der påvirker deres adfærd. Det er vanskeligt for forældre at hjælpe dem igennem problemerne, når de ikke ved, hvilke strategier de skal bruge for at støtte deres børn. Her kan vi virkelig hjælpe både børn og forældre ved at give forældrene værktøjer til at imødekomme deres børns behov gennem det vi kalder “positivt forældreskab”.

Tålmodigheden slipper op

Vi prøver at hjælpe både libaneserne og de syriske flygtninge med at få en så ”hverdagslignende” dagligdag som muligt. Imidlertid er den store elefant i rummet for de syriske flygtninges vedkommende, hvorvidt de nogensinde kommer til at vende tilbage til deres tidligere hjem i Syrien:

”Ni år efter krigen brød ud, er der stadig ikke megen stabilisering i sigte. Så for syrerne ser det lige nu ret håbløst ud. De har endnu ikke mulighed for at vende tilbage pga. sikkerhedsspørgsmål og frygt,” fortæller Rebecca.

I Libanon er der en forståelse for de syriske flygtninges håbløse situation, men samtidig er tålmodigheden med deres tilstedeværelse ved at slippe op, fortsætter
Rebecca:

”En af hovedkilderne til libanesernes frustration er, at de syriske mænd og børnearbejdere tager en lavere løn end libanesere, så de er mere tilbøjelige til at blive ansat som daglejere. For at undgå tabet af libanesiske arbejdspladser har den libanesiske regering begrænset muligheden for syrere til at tage arbejde. Selv om libaneserne understreger, at de gerne vil give syrere mulighed for at leve sikkert i landet, lægger den økonomiske situation et stort pres på alle. Syrerne har ikke lyst til at være en byrde for libaneserne. De fortæller os ofte, at de leder efter genhusning i et tredje land. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at intet vil ændre sig, og det er grunden til, at vi er nødt til at fortsætte med at støtte begge befolkninger gennem denne svære tid.”